MARTS MÅNED I KAOS
En litteraturmæssigt spændende måned
Marts 2020 er vel nok en måned som vil blive husket mange år frem i tiden. Det er i hvert fald den mærkeligste tid som jeg og vel også de fleste andre har oplevet. En måned fyldt med aflysninger og meget mere tid hjemme. Men alt dette har jo ikke så stor betydning når bare vi er nogenlunde sunde og raske.
Til gengæld er det vrimlet ind med bøger. Skønt. 13 bøger nåede jeg at læse og anmelde i marts. Jeg er virkelig dybt taknemmelig over at jeg har haft en masse skøn litteratur at dykke ind i imens verden var af lave 😊Tak til alle de skønne forlag og forfattere der forsøder vores tilværelse i disse mærkelige tider.
Imens vi gennemlever vores egen lille spændingsroman 😊 Nå ja og så har jeg valgt at købe mit eget domæne krimiormen.dk. En stor men dejlig beslutning. Nu tilbage til de skønne bøger som jeg har læst i løbet af marts.
”Jeg ser dig” en psykologisk thriller skrevet af Clare Mackintosh udgivet af forlaget Aronsen. På vej hjem fra arbejde sidder Zoe Walker og bladrer i en avis, da hun falder over et billede af sig selv i en personlig annonce. Der er ingen forklaring; blot et uskarpt billede, en hjemmeside og et telefonnummer. Hun er fast besluttet på at finde ud af hvorfor, men da hun viser annoncen til sin familie, er de overbeviste om, at det bare er en kvinde, der ligner Zoe. En genial thriller der absolut er en page-turner i topklasse. ”Jeg ser dig” er en thriller der er meget svær at slippe igen. Endnu engang mine varmeste anbefalinger til en rigtig velskrevet og realistisk thriller fra Clare Mackintosh. 5 Roser
Min 2. store hobby slægtsforskning fik lidt plads på bloggen. En enkelt bog om at slægtsforske blev der også plads til. ”Find din familie-slægtens gåder i 1900-tallet” skrevet af Per Andersen fra Danske Slægtsforskere. Leder du efter halvsøskende? Mener du, at du har familie, som du ikke har kontakt til? Måske er du adopteret, måske er du ikke opvokset med din biologiske forældre eller søskende. Eller du leder efter personer, som du engang kendte og gerne vil have kontakt til igen. Nu har jeg så nogle fakta som jeg kan gå videre med når jeg skal undersøge mit fædrene ophav nærmere. ”Find din familie-Slægtens gåder i 1900-tallet” får mine varmeste anbefalinger med på vejen. Specielt hvis du som jeg, har en gåde som du er nysgerrig på at få løst, så er bogen et helt fantastisk redskab. 6 Roser.
”Al den luft, der omgiver os” skrevet af Tom Malmquist udgivet af C & K Forlag/Politikens Forlag er en roman. Blandt porcelænet i loftsrummet hos sine forældre finder Tom en gammel avisnotits om et uopklaret drab på en ung mand. Manden er Mikael K, postarbejder og eneboer, hvis liv fik en brutal afslutning i en grotte en nat i1991 i Stockholm-forstaden Huddinge. Øjeblikkeligt kastes Tom tilbage til sine barndomsår, og han beslutter sig for at efterforske sagen. Da jeg først var igennem den lidt vanskelige start af bogen, blev jeg fanget ind af Toms Malmquist`s skrivestil og det store arbejde der ligger bag romanen ”Al den luft, der omgiver os”. ”Al den luft, der omgiver os” endte med at være en roman som jeg bestemt godt vil give mine anbefalinger med på vejen. 4 Roser.
Erindringsbogen om at være fanget af det sociale system ”Blot en borger” er skrevet under pseudonymet Birne Dalbjerg og udgivet af Forfatterskabet.dk. Hvordan præger det en familie, når det meste af en borgers liv afhænger af det sociale system, hvor ens liv bliver vejet og opgjort af skønsvurderinger og lovgivning? Efter en barndom i helvede endte Birne Dalbjerg i det sociale system. Blot en borger er en autentisk fortælling om forfatterens liv i Danmarks sociale system i perioden 1977 til 2018. Birnes historie er ikke enestående. Det vil man vide hvis man følger lidt med på de sociale medier. Der findes historier som Birnes og det der er meget mere grotesk. Jeg vil bestemt anbefale ”Blot en borger” på det varmeste. Den er virkelig velskrevet og skrevet i et virkelig sobert og sagligt sprog. 5 Roser
”Hvepsestik” skrevet af Line Vester Larsen er en krimi udgivet af forlaget Brændpunkt. KØBENHAVN ER RAMT AF HEDEBØLGE, da motionisten, Anders Hansen, gør et makabert fund i Frederiksberg Have. En studine er brutalt blevet stukket ned og efterladt døende ved havens børneattraktion suttetræet. Den garvede efterforsker, Britt Østerby, sættes på sagen, og som makker får hun den unge Oliver Lindberg. ”Hvepsestik” er forfriskende nytænkende og indeholder højst usædvanlige drabsmetoder og udfordrer på efterforskningsholdets vanetænkning. ”Hvepsestik” indeholder nogle fantastiske personligheder som jeg meget håber, at vi kommer til at møde igen i en eventuel efterfølger til ”Hvepsestik”. 5 Roser.
”Den der falder” er en videnskabsthriller skrevet af Michael Larsen og udgivet af Forlaget Turbine. En mystisk kraft hjemsøger Julie Viver i hendes drømme, og da hun søger hjælp, er det ved at koste hende livet. Da hun kort efter bliver vidne til en grufuld forbrydelse, går det op for hende, at nogen – eller noget – er efter hende. Hun har fjorten dage til at opklare hvem eller hvad. Mine varmeste anbefalinger til ”Den der falder” som er i en helt anderledes liga end det jeg ellers plejer at give mig i kast med. Trænger du til litteratur der udfordrer og er vanvittig spændende på samme tid, så må ”Den der falder” være et rigtigt godt bud. En videnskabsthriller der kræver mere end normal fordybelse. 4 Roser.
Så er vi ved månedens absolut bedste roman 😊 ”Pigen fra den franske skole” skrevet af Jacob Weinreich og udgivet af Politikens Forlag. København, forår, 1945.Den danske modstandsbevægelse er i knæ. En række af de ledende danske frihedskæmpere sidder fanget i Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København, hvor de dagligt udsættes for tortur. Medmindre englænderne løber den enorme risiko, det er at bombe midt i en venligtsindet storby, risikerer hele den danske frihedsbevægelse at bryde sammen. Jeg giver de varmeste anbefalinger til ”Pigen fra den franske skole”. Det er simpelthen litteratur fra krigens tid, i topklasse. Jacob Weinreich, kan sagtens skrive formidabelt og fængslende på egen hånd også. En fantastisk bog om en af danmarkshistories vigtigste dage. Absolut underholdning i topklasse.
”Familiens synder” er 1. del af en Adam Fawley-krimi skrevet af Cara Hunter. Hvis du syntes om tv-serien "Broadchurch" og er vild med krimiserier med stærke karakterer, er Familiens synder lige noget for dig. Omdrejningspunktet er den stemningsfulde og pittoreske universitetsby Oxford, og i spidsen for efterforskningerne står den underspillede, intelligente kriminalinspektør Adam Fawley, som har sine egne personlige problemer at slås med, samtidig med at han sammen med sit faste team opklarer forbrydelser i den på overfladen så trygge by. Mine varmeste anbefalinger til denne Adam Fawley-krimi. Det bliver bestemt ikke sidste gang at jeg kaster mig over Cara Hunters forfatterskab. ”Familiens synder” lægger op til en fantastisk fortsættelse af en krimiserie med Adam Fawley i hovedrollen. 6 Roser.
”De udstødte” er en krimiserie med Ruth Galloway i hovedrollen. Det er 6. bind i serien men mit første bekendtskab med forfatteren Elly Griffiths. Udgivet af GADS Forlag. Elly Griffiths er en sand mester i at lade landskab, atmosfære og ikke mindst relationer indgå i et skønt samspil i sine ærkebritiske krimier, som hendes mange fans ikke kan få nok af. Under en udgravning i Norwich har Ruth fundet skelettet af en kvinde, som blev hængt i 1867 for barnemord. De 5 første bøger i serien er fluks røget på min to-read liste. Faktisk er det så heldigt at alle 6 bøger findes på Bookmate som er min favoritapp når det kommer til lydbøger. ”De udstødte” er en fuldstændig fantastisk læseoplevelse når det kommer til krimi-serier. 6 Roser.
I den lidt mere stille ende læste jeg spændingsromanen ”Maverick” skrevet af Michael Ford. Udgivet af EgoLibris. Som den ensomme ulv går hovedpersonen Tom Smith sine egne veje og passer helst sig selv, indtil han en dag bliver klar over, at Amira, der gennem længere tid har været hans elev, er forsvundet på en rejse til Syrien, hvor hun ville hente sin elskede bedstemor til Danmark. Tom bliver ansporet til at forlade sin enspænderhverdag i Ålsgårde for at tage til den krigshærgede Idlib-provins i Syrien og hjælpe Amira. ”Maverick” er rigtig god underholdning fyldt med spænding, en interessant og anderledes livshistorie der fører os op i de svenske skove til nordsjælland og såmænd også til Syrien og Beirut. Mine absolut varmeste anbefalinger til ”Maverick” som bestemt er en rigtig velskrevet spændingsroman med dybsindige passager der lægger fint op til spændingen, specielt i den sidste halvdel af ”Maverick”. 5 Roser.
Krimien ”Jeg tilgiver dig…ikke” er skrevet af Jan Thiele og udgivet af EgoLibris. Eva Bandsted bliver uforvarende indblandet i mordet på sin ven, drugdealeren Allan. Herved kommer hun tæt på et korrupt politi og endnu tættere på den uhyggelige leder af Londons underverden. Samt på hans sexede søster. Eva er ikke som de fleste andre kvinder på 35. Hun er tidligere topmodel, enke, milliardærarving og øverste leder af familiens industrikoncern. ”jeg tilgiver dig…ikke” skiller sig helt klart ud i vrimlen af krimi-udgivelser her i marts. Måneden står helt sikkert i den planlagte, nu aflyste krimimesses tegn. I min postkasse er det i hvert fald væltet ind med krimier og spændingsromaner, men ”Jeg tilgiver dig…ikke” er en krimi af en helt anden slags og allerede nu ser jeg frem til det næste skæve afsnit af Eva Bandsteds spirende karriere som detektiv. 5 Roser.
Da…Da…Da så præsenterer jeg marts måneds absolutte top-krimier. Ja der er 2 fra samme krimiserie. ”Mørkt motiv” og ”Nådestødet” skrevet af Louise Penny. Det er de første 2 bøger i en krimiserie om Armand Gamache og sovebyen Three Pines i Canada. Absolut månedens top-oplevelser. Ikke forstået sådan at de andre bøger i marts ikke har været gode. Men Louise Pennys er bare lige den der tand mere spændende og bedre. ”Mørkt motiv”: Indbyggerne i Three Pines vågner langsomt morgenen efter Thanksgiving – alle på nær én … Panikken og forvirringen spreder sig i den ellers trygge by, da et højt elsket medlem af lokalsamfundet findes død i ahornskovene. Men det må da være en vådeskudsulykke – for hvem kan have ønsket Jane Neal død? ”Mørkt motiv” er bestemt genialt skruet sammen og jeg ser meget frem til at komme i gang med efterfølgeren, ”Nådestødet” som for øvrigt ligger klar på mit bord. ”Mørkt motiv” er helt sikkert en hyggekrimi i topklasse. En krimi der lover godt for efterfølgerne. En lille pragtfuld detalje er at ”Mørkt motiv” allerede nu findes som lydbog, hvilket jeg jo personligt er ret så begejstret for. ”Nådestødet” Det er vinter i Three Pines, og den lille soveby ligger dækket af sne. Men pludselig gennemskærer et skrig den frostklare luft. En tilskuer til en uskyldig curlingkamp anden juledag er fundet livløs efter et dødeligt elektrisk stød. På trods af et stort publikum er der ingen vidner, og umiddelbart heller ingen spor. Som skrevet først i anmeldelsen så er ”Nådestødet” fuldstændig genialt skruet sammen. Jeg kan kun sige at var eller er man til Agatha Christies univers så må Armand Gamache-serien absolut være en nytænkning, som man må stifte bekendtskab med. Hercule Poirot i en moderne og nytænkende udgave. Samtidig er "Nådestødet" krydret med ganske morsomme passager. Begge 2 får selvfølgelig 6 flotte Roser.
Det var alt for denne gang. På gensyn i april, God læselyst, pas godt på hinanden og jer selv.
Krimiormen
コメント