top of page
Søg
krimiormen

"FRELSE"

Spændingsroman skrevet af Dan Elgaard


"Frelse" skrevet af Dan Elgaard

ANMELDEREKSEMPLAR


Forfatter: Dan Elgaard



Udgivelse: 10. februar 2020


Sider: 499


Format: Indbundet


Genre: Spændingsroman


ISBN-13: 9788793927131


Anmeldt: 7. april 2020


Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.


Om bogen:


Frelse en spændingsroman, der blander science fiction, fantasy og krimielementer. Bogen tager læseren med på en rutsjebanetur af hårdkogt action, hvor handlingen konstant overrasker, så læseren næppe kan regne slutningen ud. En gruppe mennesker befinder sig pludselig i en anden verden, og lærer snart, at Jorden står overfor udryddelse.


Den unge løjtnant, Charlotte, befinder sig i gruppen af usandsynlige antihelte, som også tæller specialtrænede lejemordere med deres egen dagsorden. I kampen for overlevelse møder hun kartografen Dary, og de må finde deres egen personlige frelse, på trods af indre konflikter.


En grusom fælles fortid trækker snart blodige spor til deres dystopiske kamp for overlevelse. Tør vores heltinde rive sig fri af sine indre konflikter og opsøge lykken, mens volden og hadet eskalerer for øjnene af hende? Kan Dary samle de mange tråde, mens hans egne ord om, at “hævngerrige folk bare venter på, at de kan få deres hævn”, er mere faretruende aktuel end han aner?


Undervejs står de overfor alle de store menneskelige følelser, kærlighed og had, længsel og lidenskab, hævntørst og afsavn, afmagt og lykke. For hvad er ondskab egentlig? Og hvad er ægte kærlighed? Der bliver stillet store spørgsmål som frihed og det frie valg, overvågningssamfundet og konspirationsteorier.


Advarsel Bogen indeholder sex, nøgenhed, vold, politisk ukorrekthed, mord, voldtægt, forræderi, polygami, selvtægt og mennesker, der ikke følger gængse normer.


Anmeldelse:


”Frelse” er egentlig en spændingsroman skrevet af Dan Elgaard. Men jeg ser den nok meget mere som en science-fiction-spændingsroman. ”Frelse” blander på finurlig vis spænding med science-fiction med dybe følelser og nær samhørighed blandt individer. Dermed sagt at man med ”Frelse” ikke skal forvente en traditionel spændingsroman, men en spændende nytænkning udi processen at blande genrer.

For hvem siger egentlig at man ikke kan blande forskellige genrer og skal holde sig strengt til én enkelt i en roman. Nej vel. Måske vil jeg endda driste mig til at konkludere at ”Frelse” også blander en dyb kærlighedsroman ind i genren. Det er forfatterens frihed at bruge forskellige genrer som han har lyst til.


”Frelse” har selvfølgelig en smuk heltinde. Heltinden hedder Charlotte og er rigmanden Dary Phones forbindelsesofficer i hans nye projekt, som han har sat i værk i samarbejde med det amerikanske militær. Charlotte er 23 år, med masser af livserfaring bag sig trods sin unge alder.


Dary er 59 år og er omkranset af et helt harem af 6 smukke, veluddannede kvinder som har nogle evner der er noget ud over det sædvanlige. Charlotte undrer sig over hvad deres historie er og hvor de har fået deres helt særlige evner fra. Charlotte føler sig draget af Dary og hans piger.


Darys piger Amber, Ari, Jill, Jennifer, Maria og Lea er alle lidt ældre end Charlotte men utroligt smukke og meget beskyttende overfor Dary. Dary har været med til at finansiere et center som militæret har bygget. Under indvielsen af centret sker der noget mærkeligt og inden længe befinder Charlotte, Dary og hans piger sig i en situation og på et sted som ingen i deres vildeste fantasi havde drømt om.


Charlotte bliver snart én af Darys piger og må sammen med dem slås imod fjender af den universelle slags og samtidig den mere jordnære. Deres eventyr fører dem langt omkring i universet og de oplever ting og skabninger som de aldrig havde troet var muligt. Da man når ind i historien fornemmer man at Charlotte og pigerne måske ikke er helt så ukendte for hinanden som Charlotte troede.


”Frelse” er utroligt velskrevet og sætter læseren på prøve udi at tænke alternativt når det kommer til spændingslitteratur. Man sidder med en historie som er meget usædvanlig men på sine steder også lidt langtrukken. For mit eget vedkommende er jeg nu heller ikke den mest trænede science-fiction-læser.


Men det gav mig en skøn udvidelse af min egen horisont. Nogle gange er det virkelig forfriskende at bevæge sig udenfor sin Komfort-zone. ”Frelse” er Dan Elgaards debut og en ganske hæderlig én af slagsen der lover godt for de næste 2 bøger. ”Frelse” har Dan Elgaard planlagt skulle være første bind i en trilogi.


Faktisk er han allerede i fuld gang med næste bind i serien ”udfrielse”. Jeg ser meget frem til næste bind i trilogien, men vil samtidig sige at jeg sagtens mener, at man kan læse ”Frelse” som en foreløbig selvstændig historie. ”Frelse” får helt sikkert mine bedste anbefalinger med på vejen både til dig der elsker science-fiction, spændingsromaner og til dig der bare gerne vil udvide din horisont.


Jeg svinger mig op på 4 flotte unikke roser til ”Frelse”


Vurdering: 4/6 Roser


Krimiormen


Besøg forlaget her:



Køb bogen her:




4/6 Roser

17 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page