top of page
Søg
krimiormen

"ET MONSTER FLYTTER IND...OG UD"

en bog om spiseforstyrrelse skrevet af Puk Hoppe Søe.


"Et monster flytter ind...og ud" skrevet af Puk Hoppe Søe

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Puk Hoppe Søe

Forlag: Skriveboblen

Udgivelse: 11. november 2021

Sider: 300

Format: Paperback

Genre: Spiseforstyrrelse

Anmeldt: 20. januar 2022

ISBN: 9788799534364

Jeg modtog bogen som et anmeldereksemplar fra Mille E. Andersen. Anmeldelsen er et udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Puk skriver på bagsiden af bogen:

Mange kæmper med spiseforstyrrelse, OCD, dårligt selv­værd, angst og andre dumme hjerne-triggere. Jeg er én af dem. Jeg er i dag 15 år, men min spiseforstyrrelse begyndte, da jeg var 11 år, og det skulle tage tre år med selvskade, tvangsmotion, livsfare, intensiv behandling og flere indlæg­gelser, før jeg fik styrken og modet til at stå imod spisefor­styrrelsens kræfter.

Jeg håber så inderligt, at denne bog kan sprede én eller anden form for lys og glæde i ethvert forstyrret sind – og til dem på sidelinjen, som hver dag kæmper hårdt for at kunne hjælpe, støtte og trøste i svære tider. Jeg ved godt, at jeg kun er 15 år, men mens jeg var allermest syg, manglede jeg selv i den grad, at nogle ligesindede satte ord på alt det svære, som kan kredse rundt i hovedet på os børn og unge – så jeg vidste, at jeg ikke var alene.

At andre kunne have det på samme måde som mig. Jeg håber sådan, at du vil få glæde af min bog.


ANMELDELSE

Til BogForum 2021 talte jeg med Mille Andersen der har skrevet nogle bøger og værktøjskasser om sin mangeårige spiseforstyrrelse. Jeg har anmeldt Milles bøger og hun tilbød mig ”Et monster flytter ind…og ud” skrevet af 15-årige Puk Hoppe Søe.

Puk led af en spiseforstyrrelse fra hun var omkring 11 år. Det er vejen ud af denne spiseforstyrrelse som bogen omhandler. Bogen er tænkt som et værktøj til de spiseforstyrrede unge mennesker, deres pårørende og hjælpere.

Jeg har ikke selv haft en spiseforstyrrelse helt tæt inde på livet, men jeg har læst bogen med dette faktum siddende i baghovedet. Af samme grund vil min anmeldelse selvfølgelig være med dette faktum i fokus. Ikke at jeg ikke har været i forbindelse med pårørende til en spiseforstyrret person, men jeg har siddet helt ude i kanten, hvor jeg ikke har været direkte impliceret.

Jeg er dybt imponeret over Puks evne til, at få sine følelser og oplevelser inkorporeret i en bog, så læseren mærker hendes følelser på nærmeste hold. Jeg blev rørt, oplyst og meget klogere på, hvad en spiseforstyrrelse kan gøre ved et ungt menneske og dennes familie.

Bogen er på sin vis, delt i 3 dele. En del hvor Puk beretter om tiden i, under og efter selve spiseforstyrrelsen. En del hvor man følger Puks dagbog igennem et par år, samt en del hvor puks pårørende og behandlere giver deres beretning om, hvordan det var at være tæt på Puk under hendes sygdom og behandling.

Puks sygdom begyndte med, at hun sammenlignede sig selv med sine 2 ældre søstre, de piger hun så i reklamerne og på internettet. Bogen indledes med kroppes forskellighed og den kost som kroppen har brug for. Puk træner rigtig meget, for at tabe sig og gør alt, hvad hun kan, for at undgå, at indtage kalorier.

Hendes kost består af næring, der så vidt muligt, ikke indeholder kalorier. Puks sind erobres af det som hun kalder for et monster. Monstret fortæller hvad hun skal undgå og hvordan hun skal opføre sig. Monstret styrer Puks liv de næste 3 år og lidt længere.

Puks liv styres af perfektionisme, tanker og dårligt selvværd. Hun spiser mindre og mindre og træner mere og mere. Denne måde at leve på resulterer i indlæggelse og tvang. Det lykkes at få vægten til at stige lidt igen. Puk får op til flere tilbagefald.

Med tiden lykkes det dog, med vejledning og samtaler, at få presset monstret ud i kanten af hendes liv. Vi følger Puk og hendes familie, behandlere og venner hele vejen igennem til helbredelse. Som jeg skrev tidligere, så var jeg meget berørt af Puks fortælling og hendes vej til helbredelse.

”Et monster flytter ind…og ud” er absolut en meget stærk fortælling. Fortalt med rene ord og hjertet helt ind i bogens indre. ”Et monster flytter ind…og ud” gav mig en meget dybere indsigt i og forståelse for, hvad en spiseforstyrrelse er for en størrelse.

”Et monster flytter ind…og ud” må bestemt være et rigtig fint værktøj til den spiseforstyrrede unge og deres pårørende. Et værktøj der kan gøre de pårørende meget klogere på, hvordan man kan hjælpe de berørte bedst muligt, ud af monsterets klør.

Vurdering: 4/6 Roser.

Krimiormen.

Bogen kan købes her:


4/6 Roser

17 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page