"EN URETFÆRDIG TID"
Skrevet af Gertrud Tinning
ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Gertrud Tinning
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelse: 30. september 2019
Sider: 464
Format: Indbundet
Genre: Historisk roman
ISBN-13: 9788740050806
Anmeldt: 14. oktober 2019
Forlaget skriver:
Gribende historisk roman om kvinders og mænds liv i byen og på landet i 1880’erne. I 1880’erne var Rubens væverier på Frederiksberg en af Danmarks største arbejdspladser med 500 ansatte. Her arbejder den unge kvinde Nelly. En dag kommer en af de andre unge arbejdersker ud for en frygtelig ulykke, og Nelly må sørge for at Marie kommer fri af maskinen og bliver bragt til hospitalet.
Der er ingen hjælp at hente fra de overordnede mænd, tværtimod. Nelly bor i det fattige kvarter i Borgergade. Her møder hun bondesønnen Johannes fra Jylland, som sover hos hende den nat, hun bliver overfaldet. Johannes bliver fængslet og anklaget for overfaldet, men er det virkelig ham, der har gjort det?
På Johannes’ fædrene gård i Jylland bor hans søster Anna stadig. Johannes’ tvillingebror skal arve gården, og Johannes skal købe sit eget sted, men han har ingen penge. Storbonden Peder lover ham et lån, hvis Anna vil gifte sig med ham. Da Anna hører, at hendes bror sidder i arresten i København, giver hun fanden i det hele og stikker af for at komme sin bror til undsætning.
Gertrud Tinning har skrevet en handlingsmættet historie om vilkårene for kvinder og for mænd på landet og i byen i slutningen af det 19. århundrede
Anmeldelse:
Vi er i København 1885. Nelly og Marie arbejder på klædefabrikken Ruben. Marie er gift med Nellys bror Gustav og kommer til skade ved en af vævene. Det lykkes Nelly og en af formændene, Fingerbøllet, at køre den svært tilskadekomne Marie på Kommunehospitalet. Nelly er rasende over, at ingen har villet skifte den rem, der var skyld i Maries ulykke. Om morgenen er alle remmene på Maries væv skiftet. Nelly prøver at samle de andre kvinder til et møde på grund af Maries ulykke, men bliver overfaldet en nat, og naboen Johannes bliver fængslet og anklaget for mordforsøg.
I 2. del af bogen starter historien 8 måneder tidligere, imens Johannes stadig bor på faderens gård i Uldum i Jylland. På gården bor også hans tvillingebror Harald og søsteren Anna. Faderen vælger, at der skal trækkes lod om, hvem af de to brødre, der skal overtage gården efter ham, og da lodtrækningen falder ud til Haralds fordel, fortæller Johannes Anna, at han vil rejse til København for at søge arbejde på B & W. Nogle måneder senere kommer der et telegram fra arresten i København om, at Johannes er fængslet for overfald. Anna tager til København for at hjælpe Johannes.
I 3. del følger vi Annas besværligheder i København, hvor hun besøger Johannes i fængslet og fortæller ham, at hun har fundet en forsvarer til ham. Johannes bliver kendt skyldig på grund af en enkelt vidneforklaring, men vidneforklaringen er pure opspind, og derfor forsøger Anna at finde flere vidner til hændelsen.
Johannes bliver ført til det fængsel hvor han skal tilbringe resten af sit liv for en forbrydelse han ikke har begået. Hans eneste håb om frelse er hans egen engel Anna.
Umiddelbart var jeg ikke sikker på om romanen “En uretfærdig tid” var en historie der ville fange mig. Men meget hurtigt blev jeg helt fanget af det fantastiske sprog og den skønne måde som forfatteren Gertrud Tinning formulerer sig på.
Man føler sig ganske enkelt båret tilbage til 1880'ernes arbejderklasse og den måde arbejderne bliver behandlet på. Både af arbejdsgivere og de lidt højere klasser. Der er ingen tvivl om at der på den tid, var meget stor forskel på middelklassen og arbejderklassen. Vi er på den tid hvor kvinderne begyndte at røre på sig både hvad angår kvindekamp og ligestilling på arbejdsmarkedet.
Historien tager udgangspunkt i virkelige hændelser. Såsom første gang kvinderne “tillod” sig at strejke samt den første kvindelige arbejderbevægelse. Johannes søster Anna er virkelig en usædvanlig stærk og modig kvinde der både gør alt hvad hun kan for at prøve at redde sin elskede bror samt stiller sig forrest i kampen for ordentlige arbejdsforhold og ligestilling for kvinder på arbejdsmarkedet.
Det er en fantastisk fortælling hvor jeg både følte mig utroligt spændt på hvor historien ville føre mig hen samt rørt over historien og karakterernes udvikling. Et ekstra tvist er der desuden over den detalje, at der faktisk har eksisteret en klædefabrik der hed Ruben. “En uretfærdig tid” ER både uretfærdig, rørende, smuk og spændende lige fra første kapitel.
Bogen får mine varmeste anbefalinger med på vejen.
Vurdering: 6/6 Roser
Krimiormen
Comments