"DEN SICILIANSKE FORBINDELSE"
Opdateret: 8. maj 2020
Skrevet af Hans-Willy Bautz
ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Hans-Willy Bautz
Forlag: Mellemgaard
Udgivelse: 19. november 2019
Sider: 488
Format: Hæftet
Genre: Krimi og spænding
ISBN-13: 9788772186542
Anmeldt: 13. december 2019
Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen vurdering af bogen og ikke påvirket heraf.
Om bogen:
Den dansk-tyske journalist Michael Bech får en opringning om, at der er fundet et ilde tilredt lig i en skov ved Uetze i Tyskland. Yderligere to lig, der i lighed med det første er skudt gennem øjne og mund, bliver fundet. Mafiamord? Sammen med sin kæreste, den sicilianske kriminalkommissær Angela Pecci, og i et samarbejde med det tyske politi, efterforsker de mordene.
De kommer på sporet af illegal organhandel med forbindelse til Sicilien, hvor Bech på øen kommer i kontakt med flygtninge, som udnyttes på det groveste. I forbindelse med sin research bringer journalisten sig selv i livsfare. Det handler om mange penge, hvor menneskeliv og menneskeværdighed ikke har nogen betydning.
Med blandingen af fakta og fiktion, historie, gastronomi og turisme sammen med en portion kærlighed og erotik er Den sicilianske forbindelse interessant og spændende læsning for krimifans og alle dem, der holder af Tyskland og Italien. Uddrag af bogen Det var ikke noget kønt syn.
Som hans datter havde berettet, var det tydeligt, at manden var blevet skudt gennem øjnene, hagen og gennem munden. Skuddene gennem hagen var gået op gennem hovedskallen, mens de, der var blevet affyret gennem mund og øjne, var gået ud gennem nakken. Alt dette fik Bech fat i, mens han kunne iagttage, hvordan en retsmediciner undersøgte det blodige lig, som nu var hentet op af grøften og lå på en åbnet ligpose.
Retsmedicineren gav udtryk for et håb om, at han ville kunne finde et eller flere projektiler i hovedet på den døde, som måske kunne føre til mordvåbnet. Et var nemlig klart: Den myrdede var ikke dræbt på findestedet.
Om forfatteren
Hans-Willy Bautz er født i Haslev i 1946. Han er handelsuddannet og har arbejdet mange år i autobranchen. Siden han var 14 år gammel, har han skrevet artikler til aviser. I de seneste mange år har han arbejdet som selvlært journalist. Fra 1984 til 2014 arbejdede han i Uetze ved Hannover i Tyskland, hvor han udgav en ugeavis.
I Tyskland har han fået udgivet to bøger med fortællinger og to kriminalromaner. I Danmark har han fået udgivet to kriminalromaner, og denne er den tredje. Han arbejder allerede på den fjerde.
Anmeldelse:
”Den Sicilianske forbindelse” er en krimi skrevet af Hans-Willy Bautz. Hovedkaraktererne er Commissaria Angela Pecci og hendes kæreste Journalisten Michael Bech. Angela er Italiener og Michael er dansk men han arbejder i Tyskland og bor sammen med sine 2 børn og sine forældre.
Derfor er der en del både tyske og italienske gloser undervejs. Det meste bliver dog flettet ind i historien på en fin måde så man, selvom man ikke er sprogkyndig, får en god forståelse af meningen. Jeg undrede mig lidt over kommunikationen i starten af bogen. Det var et lidt gammeldags sprog, tænkte jeg, men det var som om, at sproget pludselig ændrede sig til lidt mere nutidige formuleringer.
Måske er forklaringen at, Hans-Willy Bautz startede på bogen en del år før han faktisk gjorde manuskriptet færdig. Bogen er altså skrevet af 2 omgange med en del år imellem. Bortset fra det er det en fantastisk historie med fuld fart over feltet hele vejen igennem.
Historien er lidt makaber med salg af organer og tusindvis af Euro involveret, krydret med voldsomme mord ind imellem. Vores ene hovedperson Michael Bech svæver i voldsom livsfare et par gange igennem bogen, til Angelas store gru. Angela og Michael er dybt forelskede i hinanden så lidt erotik kommer vi ikke udenom.
Tidligt i bogen bliver 3 maltrakterede lig fundet og Michael bliver involveret via hans arbejde som journalist. Kort tid efter skal Angela, som bor i Italien, besøge Michael på en lille ferie. Noget tyder på at de 3 omtalte mord har en eller anden forbindelse til Sicilien, så der går ikke lang tid førend Angela også bliver involveret i mordene, da hun naturligt har en del kendskab til siciliansk kriminalitet.
Det bliver besluttet at Angela sammen med de 2 tyske politibetjente Müller og Schultz skal rejse til Sicilien for at følge det Sicilianske spor på mordefterforskningerne. Michael følger med så han samtidig kan følge op på det journalistiske, tæt på mordefterforskningen. Michael beslutter sig for at besøge et par flygtningelejre på Sicilien, da noget tyder på, at der muligvis er nogle afrikanere der har solgt deres organer.
Der findes blandt andet flygtninge fra Eritrea i nogle af flygtningelejrene. Michael finder en flygtningelejr som ingen rigtig kender til. Disse flygtninge lever under kummerlige slave-lignende forhold. Det viser sig, ganske rigtigt, at nogle af flygtningene i denne lejr har solgt deres nyrer for 500 Euro.
Der er dog nogle af dem, der har meldt sig som organdonorer, der ikke er vendt tilbage til lejren igen. Michael falder, lidt tilfældigt, over den person der har tilbudt flygtningene at købe deres organer. Michael tilbyder selv at donere sin ene nyre, for at komme helt tæt på de personer der ulovligt opererer, ekstremt velhavende tyskere mod meget store pengebeløb.
”Den sicilianske forbindelse” er en fantastisk spændende krimi med fuld fart på, fra første side. Historien er indviklet, men skrevet i et sprog så man sagtens kan følge handlingen. De mange forskellige tråde flettes dog sammen og når man har vendt sidste side, så er der ingen løse ender.
Mine varmeste anbefalinger til denne skræmmende og velfortalte krimi. ”Den Sicilianske forbindelse” er mit første bekendtskab med forfatteren Hans-Willy Bautz, men absolut ikke det sidste.
Vurdering: 5/6 Roser
Krimiormen
Bogen kan købes her:
Comments