top of page
Søg
krimiormen

"VED BABYLONS FLODER"

Maya Winther #1 skrevet af Malene Klein


"Ved Babylons floder" skrevet af Malene Klein

Forfatter: Malene Klein

Forlag: Lindbak + Lindbak

Udgivelse: 9. august 2021

Sider: 488

Genre: Krimiserie

Serie: Maya Winther #1

Isbn: 9788793695412

Format: paperback

Anmeldt: 20. august 2021

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar fra Forlaget. Anmeldelsen er udtryk for min egen vurdering af bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Fortiden indhenter dig altid Da en tidligere PET-ansat findes brutalt myrdet i USA, iscenesat som Edvard Munchs maleri Skriget, sendes et hold danske efterforskere afsted for at samarbejde med FBI om at opklare mordet. Wonderkid Maya Winther, en ung, ambitiøs og rapkæftet politiassistent med speciale i kriminologisk psykologi, er en del af det danske hold ledet af Vicepolitiinspektør Peter Arendt.

Maya er knap trådt ud af flyveren, før hun udfordres og testes af den flotte, karismatiske FBI-agent Jack DeLuca, der ikke har meget til overs for kriminalpsykologi og profileringseksperter. Samtidig kæmper Maya med at tøjle spøgelserne fra sin fortid.

Efterforskningen tager en uhyggelig drejning, da en person fra efterforskningsgruppen myrdes. Også denne gang er liget og gerningsstedet iscenesat som et kendt maleri, og det står klart for alle, at der er tale om en udspekuleret og intelligent seriemorder, hvis motiv trækker tråde tilbage til et glemt og dystert kapitel i USA’s historie.

Ved Babylons floder er en spændende pageturner, der indeholder alle ingredienserne til en fantastisk krimi: Mord, spænding og romantik. Persongalleriet er spækket med interessante og viljestærke karakterer, ikke mindst FBI-agenten Jack DeLuca, der ligesom Maya er mærket af fortiden.

Bogen er velskrevet med et tvist af humor og tager fat i vigtige og relevante emner som raceadskillelse, overgreb og sorgen ved at miste en, man elsker. Krimien tager udgangspunkt i den autentiske beretning om den lille ø, Malaga Island, ved Maines kyst i USA, og debutforfatter Malene Klein har lavet et fantastisk researcharbejde for at finde frem til alle de uhyggelige, historiske detaljer, der danner grundlag for bogen.

Ved Babylons floder er første del af en planlagt serie om politiassistent Maya Winther.


"Ved Babylons floder" skrevet af Malene Klein

ANMELDELSE


Jeg måtte vente rigtig længe på ”Ved Babylons floder” da posten ikke leverede mit første eksemplar. Men lad mig sige, med det samme. ”Ved Babylons floder” var bestemt værd at vente på. Historien lægger ud med, at efterforsker Maya Winther er ved at gøre klar til, at hænge sig i en forlængerledning.

Maya har haft en hård opvækst og har for 2 år siden mistet sin mand, Jonas, der var soldat udsendt til Afghanistan. Få dage senere mistede hun sit nyfødte barn. Inden Maya når at gøre alvor af sit forehavende modtager hun et opkald fra sin Inspektør Holger Juul Møller. Hendes nærmeste chef Peter Arendt skal til USA for at efterforske det bestialske mord på eks PET`er, Thomas Storm, på en lille Amerikansk ø.

Møller vil gerne have, at Maya deltager i efterforskningen i samarbejde med PET og FBI. Maya skal mere specifikt samarbejde med FBI`s profileringsekspert Christine Milton. Maya og Peter Arendt rejser til USA sammen med John Moesgaard Faber og Annika Franck fra PET.

Thomas Storm blev fundet i en position så han lignede kunstneren Edward Muncks maleri ”Skriget”. Storm blev fundet på øen Malaga Island. Malaga Island viser sig at have en væsentlig rolle i mordet sammen med nogle kendte kunstværker.

Sideløbende med opklaringen bliver læseren indført i øens historie 100 år tidligere. En temmelig interessant vinkel. Divisionschefen for FBI Elizabeth Reed tager imod holdet da de ankommer til USA. Det skal dog snart vise sig at den faktiske chef er den karismatiske FBI-mand Jack DeLuca.

Jack er ikke tilhænger af Mayas tro på profilering af gerningsmanden. Det kommer derfor til adskillige sammenstød imellem Maya Winther og Jack DeLuca. Der går ikke lang tid inden flere af efterforskerne enten forsvinder eller bliver dræbt.

Snart ved Maya ikke hvem der er ven eller fjende og ingen kan føle sig i sikkerhed. Efterhånden bliver Maya overbevist om at øen Malaga og den oprindelige ejer af øen, familien Darling har stor betydning for forbrydelserne og opklaringen af det oprindelige mord.

”Ved Babylons floder” er en fantastisk debut, der evner at fastholde læseren i spænding fra første side og hele vejen igennem fortællingen. Malene Klein evner virkelig at spinde sin egen fantasi sammen med historiske begivenheder og steder fra virkelighedens verden.

På intet tidspunkt i historien spottede jeg hvor historien ville føre mig hen. Forfatteren evner som de bedste krimiforfattere, at overraske og servere et uventet plot for læseren. I ”Ved Babylons floder” mikser Forfatteren nutiden genialt sammen med historiske begivenheder for 100 år siden.

Det er simpelthen en genistreg. Som læser kan du godt forberede dig på, at du kommer til at sidde på kanten af stolen og ikke mange afkroge af karaktererne vil være uopdaget, når du er færdig. Jeg giver ganske enkelt, mine varmeste anbefalinger med på vejen til ”Ved Babylons floder” og dette første bekendtskab med karakteren Maya Winther.

Jeg ser meget frem til 2. bind af serien. Samtidig vil jeg også ønske, at Maya er en lille smule mindre irriterende end hun er i 1. bind. Alt i alt en genial nytænkende, fængslende og interessant page turner.

Vurdering: 5/6 Roser.

Krimiormen.

Bogen findes som lydbog her:

Du kan købe bogen her:

Du kan besøge forlaget her:


5/6 Roser


30 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Коментарі


bottom of page