"UNIFORMEN"
KRIMI SKREVET AF NETE KRØLL
ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Nete Krøll
Forlag: Mellemgaard
Udgivelse: 14. august 2020
Sider: 116
Format: Hæftet
Genre: Krimi
ISBN: 9788772370811
Anmeldt: 26. september 2020
Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.
Om bogen:
Den jyske kriminalbetjent Victor får hovedansvaret for en efterforskning af et brutalt mord begået på en psykiatrisk afdeling. Overalt ser han mistænkte eller potentielle ofre, og spændingen stiger, mens han bliver mere og mere fascineret af den unge psykiatriske patient Nikita.
Uniformen er et spændingsdrama, der kredser om ulykkelige skæbner og en blodplettet uniform.
Uddrag af bogen:
Det er helt tåget denne sene aftentime, hvor alle patienterne er lagt i seng. Der er dårlige efterligninger af Monet på væggene i gangene og i stuerne. Det er tomandsstuer. Noget, de indlagte er meget kede af, da der så intet privatliv er.
Om forfatteren
Nete Krøll debuterede i antologien Fragmenter i 2010. Hun ønsker at viderebringe poesiens verden, der er i forandring hele tiden, og hun følger med ved at læse og lade næsten alt, som hun kommer forbi, inspirere hende til et digt.
Hun har senest udgivet haikusamlingen Linjeform.
Andre udgaver: E-bog, ePub
Anmeldelse:
”Uniformen” er en kort og fin lille krimi skrevet af Nete Krøll. Forfatteren har tidligere skrevet en Haikusamling. Det smitter tydeligt af på skrivestilen i ”Uniformen”. Bogen er forholdsvis kort og skrevet uden kapitler. Der er en fin tråd i handlingen, spænding og overraskelser.
Vi befinder os på en psykiatrisk afdeling ved Glostrup hospital. De indlagte på afdelingen er meget forskellige og kommer med hver deres helt særlige karaktertræk. Lige fra morderen Hans, der er ved at blive udsluset. Til den ufatteligt smukke 22-årige Nikita der drømmer om et liv som de fleste andre unge.
Vi møder også de forskellige plejere, der ikke virker som om de er udpræget interesserede i patienterne. Faktisk får man en fornemmelse af, at de ikke ser patienterne som individer, men mere bare som en opgave der skal passes. Da vi kommer ind i historien, er de 2 sygeplejersker Vibeke og Henriette på aftenvagt.
Ugen før er Hans ankommet fra kriminalpsykiatrisk afdeling. Han har siddet inde for et jalousidrab og plejerne er egentlig lidt bange for Hans. Nu er Hans altså i afdelingen for at blive udsluset. Patienten Nikita sover uroligt og den skizofrene Jesper står op sent om natten, men bliver hurtigt hjulpet i seng igen.
Endnu senere lyder der et hjerteskærende skrig der vækker hele afdelingen. De finder en patient liggende i en blodpøl og med en blodig uniform ved siden af den døde, med ordet uniform skrevet på væggen. Den jyske kriminalassistent Victor får til opgave at opklare mordet.
Den transseksuelle, biseksuelle Sabrina og kvinden Nikita deler værelse. Som Victors undersøgelser skrider frem, så lærer han efterhånden både patienterne og plejerne godt at kende. Victor bliver dybt forelsket i Nikita og begynder at drømme om en fremtid sammen med den gudesmukke Nikita med de mandelformede øjne og den perfekte krop.
Victor ved dog godt, at det ikke er en god ide` at involvere sig med en impliceret imens han efterforsker mordet. Det betyder at han nok er lidt for hurtig til at få afsluttet sagen. ”Uniformen” er skrevet i et enkelt og sikkert sprog.
Men man kunne måske godt have ønsket lidt mere tilbundsgående viden om Victors efterforskning. Man er som læser ikke i tvivl om, at forfatteren har mere erfaring i at skrive digte. ”Uniformen” er bestemt en god historie med et rigtig fint persongalleri.
En anderledes krimi der giver et interessant blik ind bag dørene på en psykiatrisk afdeling. Der er passager i ”Uniformen” der fik mig til at håbe, at beskrivelsen af denne specielle psykiatriske afdeling, ikke er alt for tæt på virkeligheden med ligegyldighed, overmedicinering og plejere der misbruger den medicin de har adgang til via patienterne.
Undervejs i bogen fik jeg en lille mistanke om at forfatteren har et vist kendskab til krimiforfatteren Jussi Adler-Olsen. Absolut en af mestrene indenfor genren. Et af bogens store spørgsmål er hvad er en morder lavet af? Har vi alle en flig af en morder, hvis vi bliver presset langt nok ud? En interessant tanke.
”Uniformen” er bestemt en lille læseværdig krimi til en hyggelig aften ved lampens skær.
Vurdering: 3/6 Roser
Krimiormen
Bogen kan købes her:
Besøg forlaget her:
Kommentarer