"SUND LIVSGLÆDE-MIT LIVS VIGTIGSTE OPSKRIFT"
Opdateret: 14. sep. 2020
Kogebog Skrevet af Claus Holm
ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Claus Holm
Forlag: Turbine
Udgivelse: 14. september 2020
Sider: 208
Format: Indbundet
Genre: Kogebog
ISBN: 9788740664812
Anmeldt: 14. september 2020
Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.
Forlaget skriver:
Den personlige fortælling, de 80 opskrifter og 10 træningsøvelser, der har fået Claus Holm til at tabe 25 kilo. Den kendte TV-kok Claus Holm var nær ved at miste livet i 2018 på grund af overvægt og alt for meget fart på. Sådan skulle det ikke være, besluttede Claus Holm, og det resulterede i TV2-succesen 5 fede kokke, der har gjort Claus Holm endnu mere populær i brede kredse, hvor hans facebook-profil nærmer sig 90.000 følgere.
I programmerne følger man en hudløs ærlig Claus Holm, der får hjælp af den personlige træner Mark Abildhauge. Med bogen får læseren 80 sunde, nemme og smagfulde opskrifter fra Claus Holm og træningsøvelser fra Mark Abildhauge, men den allervigtigste opskrift i bogen er ifølge Claus Holm, den meget personlige fortælling han indleder bogen med.
“Helt ærligt, den bedste opskrift, jeg kan give dig, er fortællingen om mit eget liv, som bogen indledes med. For det viser, at du skal have hjertet med, ellers hjælper maden ikke. Den inspiration håber jeg at kunne give videre til bogens læsere.”
Anmeldelse:
”Sund livsglæde-mit livs vigtigste opskrift” er en kogebog i en helt anden liga, end dem vi tidligere har set fra kokken Claus Holm. Denne gang følger vi Holms rejse fra tv 2-programmet ”Fem fede kokke”. I de 5 programmer følger vi 5 kokke, heriblandt Holm.
De 5 kokke var på en mission for at ændre deres vaner og få en sundere livsstil, og det lykkedes for næsten dem alle sammen. Man må vel sige at Claus Holm var den helt store succeshistorie i programmet. Programmets træner Mark Abildhauge har bidraget i ”Sund livsglæde-Mit livs vigtigste opskrift” med Claus Holms træningsøvelser.
Øvelser der ikke kræver de store investeringer. Claus Holm har indtil videre tabt sig 23 kg ved at omlægge sin livsstil. Det betyder ikke at han og hans kone Anne ikke kan hygge sig med god mad. Tværtimod så tillader Claus Holm sig lidt lækkert ind imellem.
Inden han deltog i tv 2-programmet tænkte Holm overhovedet ikke over hvordan han levede. Det betød at han efterhånden havde en kampvægt på 121 kg og fysisk havde han det overhovedet ikke godt. I ”Sund livsglæde-Mit livs vigtigste opskrift” møder man en helt anden side af Claus Holm, som man ikke har set før.
Denne gang er det ikke kun en kogebog. Bogen har et afsnit hvor Claus Holm hudløst ærligt fortæller lidt om sit liv. En slags mini-biografi. Det er en helt anden side af den kendte kok, man får lov til at lære at kende. Jeg har mødt den livssprudlende, talende og ”Helt-ud-over-kanten” kok og hans kone Anne, adskillige gange på det årlige Bogforum i Bella Centret ved København.
En oplevelse der absolut er weekendens højdepunkt, hver gang. Jeg følger selvfølgelig også kokken på Facebook og alle hans skønne opdateringer. Smækfyldt med livsglæde, humor og kærlighed til fruen, kokkefaget, naturen, hunden og katten.
Men i ”Sund livsglæde-Mit livs vigtigste opskrift” møder man en helt anden side af personen Claus Holm. Nærværende, følsom og livskraftig. Hans personlige historie rørte mig dybt. Udover 10 træningtips og Claus Holms personlige historie så består bogen selvfølgelig af 80 opskrifter i en sund udgave.
Jeg valgte at lade nogle af opskrifterne indgå i min families madplan i en uge. Morgenmad samt aftensmad blev udskiftet med Holms opskrifter. Jeg valgte at tage billeder af tunsalaten som du kan se på dias-showet. Lækkert. ”Sund livsglæde-Mit livs vigtigste opskrift” har et kapitel med hverdagsopskrifter der er så enkle at man nærmest kan tilberede dem på ingen tid.
For eksempel færdigkøbt tomatsuppe, kun tilsat lidt ekstra grønt. Vupti så har man mad på under en halv time. Der er også opskrifter af den lidt mere avancerede slags. Helt som man kender Claus Holms tidligere kogebøger. Har opskrifterne fra ”Sund livsglæde-Mit livs vigtigste opskrift” så en reel effekt?
Som jeg skrev tidligere, så udskiftede vi kun morgenmåltider og aftensmåltider med opskrifter fra bogen. Resultatet for mit vedkommende var 4 tabte kg. På en uge. BUM. Tænk hvis jeg havde udskiftet alle måltiderne, hvad der så kunne være sket.
Jeg kan i hvert fald stå inde for at opskrifterne virker og har en fantastisk velsmag i tilgift. Jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger til Holms nye kogebog til en sundere livsstil.
Vurdering: 6/6 Roser
Kimiormen
Bogen kan købes her:
Besøg forlaget her:
Comments