top of page
Søg
krimiormen

"SOM MAN SÅR"

Kriminalroman skrevet af Hjorth Rosenfeldt Sebastian Bergman #7


"Som man sår" skrevet af Hjorth Rosenfeldt

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Michael Hjorth & Hans Rosenfeldt

Originaltitel: Som man sår

Originalsprog: Svensk

Oversætter: Lilian Kingo

Forlag: Hr. Ferdinand/Politikens forlag

Udgivelse: 25. februar 2022

Sider: 384

Format: hardback

Genre: Krimi

Serie: Sebastian Bergman #7

ISBN: 9788740074710

Anmeldt: 23. marts 2022

Bogen er et anmeldereksemplar, som jeg har modtaget fra forlaget. Anmeldelsen er et udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Sebastian Bergmans inderste mørke endevendes i dette syvende og næstsidste bind i Hjorth/Rosenfeldts bestsellerserie. Tre år er gået. Vanja Lithner har overtaget Rejseholdet, og det nye teams første opgave bliver at stoppe en skarpskytte, som efter tre mord på blot få dage har sat en skræk i livet på alle i Karlshamn.

Der findes ingen ledetråde, ingen vidner, og ofrene synes tilfældigt udvalgt. Alle i byen er potentielle skydeskiver. Sebastian Bergman har søgt en mere stille tilværelse, siden han blev morfar, og arbejder nu som psykolog og terapeut på deltid.

Da han kontaktes af en mand, der har brug for hjælp til at bearbejde sine oplevelser under tsunamien i 2004, hvor Sebastian selv mistede sin hustru og datter, vendes alt på hovedet. Billy skal være far og bestemmer sig for, at han ikke længere vil acceptere sine mørke, hemmelige drifter.

Men fortiden glemmer ikke. Spørgsmålet er, hvor langt Billy er villig til at gå for ikke at blive afsløret.


ANMELDELSE

Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med Hans Rosenfeldt i ”Ulvesommer”, men dette er mit første bekendtskab med forfatteren i samarbejde med Michael Hjorth. Jeg tøver ikke et sekund med at anbefale dette 7. bind og dermed hele serien for alle der elsker en rigtig god krimiserie med et komplekst og overbevisende indhold.

Da jeg, som sagt, ikke har læst seriens tidligere bind, tog det lidt tid, inden jeg følte at jeg var rigtigt inde i historien. Men da først jeg fangede historien i serien, så fangede den mit krimihjerte med fuld kraft. Hele bogen vrimler med mord, intriger, hævn, syge sind og gerningsmænd som læseren nok ikke lige har forventet.

Vanja Lithner har overtaget rejseholdet og står nu overfor sin første rigtigt store sag. Adskillige snigmord finder sted og umiddelbart er der kun én fællesnævner. De bliver alle myrdet efter samme metode og formentlig med samme type våben.

Der ser ikke ud til at være nogen sammenhæng imellem ofrene. Derfor ved man heller ikke om der er flere potentielle ofre og dermed flere mord på vej. Sideløbende følger man en skoleklasse der genses 10 år efter deres skoleafslutning.

Alle de konflikter der var dengang de gik i skole, ser stadig ud til at være intakte og fortsætter til skolefesten. En af tjenerne skal vise sig at få en større hovedrolle i resten af historien, sammen med en af de gamle elever. Julia er én af de tidligere elever og brænder inde med alle de ting, som hun ønsker at fortælle sine tidligere medstuderende.

Det lykkes dog ikke rigtigt. Julia synes at alt er præcist som dengang de var klassekammerater og at de andre er dybt patetiske. Alt er præcis som det var for 10 år siden i Julias verden. I mellemtiden er Vanja ved at finde sig til rette på deres midlertidige station.

Rejseholdet finder ud af, at de første ofre for snigskytten, ikke er guds bedste børn. De har alle sammen været skyldige i forbrydelser som de har været anklaget for. Er morderen én hævnens engel, der ikke syntes at personerne fik den straf, som de burde have haft?

I baggrunden møder vi Psykologen Sebastian Bergman der er Vanjas far. Han har trukket sig lidt i baggrunden og er fortsat som terapeut. Tidligere var Sebastian lidt af en kvindebedårer, men prøver nu at leve et stille liv med stor fokus på Vanjas datter.

Alligevel ender Sebastian med at involvere sig i Vanjas efterforskning, men lidt mere i det skjulte. ”Som man sår” har et fantastisk plot og handlingen indeholder en drejning, som jeg under ingen omstændighed var forberedt på.

Læseren bliver præsenteret for en lystmorder i en helt særlig syg klasse og en efterforskning helt ud over det sædvanlige. ”Som man sår” er fantastisk velskrevet så læseren bliver suget ind i handlingen og får svært ved at lægge bogen fra sig førend de sidste overraskende sider er slugt.

Hjorth Rosenfeldt har en helt usædvanlig, fængslende og fascinerende skrivestil, der virkelig evner at fastholde læseren i yderste spænding fra første til sidste side.

Vurdering: 4/6 Roser.

Krimiormen.


4/6 Roser

26 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page