"SMERTE"
- krimiormen
- 15. jan. 2021
- 3 min læsning
Digtsamling skrevet af Lene Zachariassen Veng

ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Lene Zachariassen Veng
Forlag: Forlaget mellemgaard
Udgivelse: 18. maj 2020
Sider: 61
Format: Hæftet
Genre: Digte
ISBN: 9788772188058
Anmeldt: 15. januar 2021
Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.
Om bogen:
Smerter er en meget ensom lidelse. Det kan være svært for andre at forstå, at en person har smerter, da de jo ikke kan ses, og det kan være endnu sværere at forklare den enorme betydning, smerter kan have for den, de rammer. Denne digtsamling skildrer tanker om livet med smerter, både som episoder fra hverdagen og som refleksioner over livet som smerteramt.
Digtene er skrevet af Lene Zachariassen Veng som en måde at tackle de svære udforinger på, hun har mødt i livet som smerteramt, og udgives i håbet om, at andre smerteramte, kan se sig selv i digtene og herigennem opleve at blive forstået.
Det er samtidig håbet, at pårørende til smerteramte kan få en større forståelse for, hvad det vil sige at leve med kroniske smerter. Digtene er skrevet over en periode på 3 år, fra Lene Zachariassen Veng første gang gennemgik en skulderoperation, og til hun kommer til et sted i livet, hvor det bliver muligt at leve med smerterne som en del af hende selv.
Uddrag af bogen:
Definitioner:
Det er ikke angst bare fordi jeg er bange det er ikke en depression bare fordi jeg er ked af det jeg skal ikke dø bare fordi jeg har smerter men jeg er så rystende bange så frygtelig ked af det ikke fordi jeg skal dø men fordi jeg ikke ved hvad smerterne vil gøre ved mit liv
Om forfatteren:
Lene Zachariassen Veng (f. 1968) er gift og har to voksne sønner. Hun er uddannet pædagog og arbejder med børn med særlige behov. Hun har skrevet digte siden teenageårene. Digtsamlingen Smerte er hendes første udgivelse.
Andre udgaver:
E-bog, ePub
Anmeldelse:
”Smerte” er en samling af digte med omdrejningspunkt om lige præcis det som titlen antyder: Smerte. Digtene er skrevet af Lene Zachariassen Veng der igennem mange år har været plaget af kroniske smerter. En tilstand der er rigtig svær for andre at sætte sig ind i.
Det er det som jeg personligt kalder for et usynligt handicap. Et handicap som uhyggeligt mange mennesker har som følgesvend. Enten fordi de selv har kroniske smerter eller har venner eller pårørende der er plaget af kroniske smerter.
Hvad har det så med krimi, spænding eller thrillere at gøre, kan du spørge. Ingen verdens ting, bortset fra at undertegnede bruger litteraturens verden til at behandle kroniske smerter. Derfor forstår jeg også vigtigheden af at få skrevet, læst og talt om smerter.
”Smerte” er en utrolig fin lille digtsamling, som du i princippet kan læse på en god times tid eller hvis du ønsker at lade ordene synke ind og bundfælde sig, så kan du bruge en god eftermiddag på projektet. Som smerteramt så rammer forfatteren spot on, hvad det vil sige at leve med kroniske smerter.
”Smerte” vil absolut være et rigtig godt bud på digte for dig der lider af kroniske smerter eller dig der gerne vil prøve at blive klogere på, hvordan det er at leve med kroniske invaliderende smerter. ”Smerte” er én af den slags bøger som jeg gerne vil gøre mit bedste for, bliver kendt i en lidt bredere offentlighed.
Jeg er normalt ikke den helt store læser af digte, men ”Smerte” er lige præcis skrevet i en stil hvor alle kan være med. Lige ud af landevejen og med rene ord. Vi følger forfatteren fra det øjeblik den skrækkelige sandhed går op for hende som beskrevet i det følgende digt:
MIN KROP
Så er det altså slut
Min krop vil ikke
Men mit hoved mine tanker og sjæl
Elsker livet
Vil livet
Men min krop
Siger stop
Jeg skal ikke dø
Men kan ingenting
Min krop brænder
Af inflammation og smerte
Og ingen kan give mig svar og redskaber
Til at få min krop tilbage
Det vrimler med råd og diæter
Men intet virker
Jeg vil ikke give op
Men jeg kan snart ikke orke mere.
Digtene følger forfatterens vej fra hun blev sygemeldt og hendes vej igennem systemet til den dag hun blev tilkendt Flex-job. Undervejs måtte hun se i øjnene og acceptere at hendes livsvilkår nu var anderledes. Læseren bliver ført igennem forfatterens tanker fyldt med angst, håb, glæde, usikkerhed og accept af hendes nye situation.
Forfatterens hoved ville gerne fortsætte hendes hidtidige liv, men kroppen ville ikke mere. ”Smerte” får min bedste anbefalinger med på vejen, hvis du er til en digtsamling der enkelt, kort og letforståeligt giver et indblik i hvordan verden kan se ud fra en kronisk syg persons øjne.
Både hvad angår det at acceptere at livsbetingelserne har ændret sig og at andre menneskers forståelse for personens situation kan være vanskeligt at navigere i.
Vurdering: 4/6 Roser.
Krimiormen.
Bogen kan købes her:
Besøg forlaget her:

Comments