"SKOVTÅRNSMORDET"
Angela Pecci & Michael Bech #5 skrevet af Hans-Willy Bautz
ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Hans-Willy Bautz
Forlag: Forlaget mellemgaard
Udgivelse 14. juli 2021
Sider: 316
Format: Hæftet
Genre: Krimi
Serie: Michael Bech & Angela Pecci #5
ISBN-13: 9788772378534
Anmeldt: 7. august 2021
Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar fra forfatteren. Anmeldelsen er udtryk for min egen vurdering af bogen og ikke påvirket heraf.
Om bogen:
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hænderne fulde med at opklare forbrydelser på Haslevegnen. En 18-årig kvinde findes død i en skov uden for byen. Hun formodes at have været udsat for drugrape. I Haslevs centrum bliver en ung mand knivstukket.
Ved Skovtårnet mellem Rønnede og Vester Egede bliver en ung kvinde fundet skudt. I Haslev deales der i stor stil, blandt andet ved Kultunariet, og noget tyder på en rivalisering mellem den unge kvinde, der blev dræbt ved Skovtårnet, og en narkogruppering af anden etnisk herkomst.
Den dansk-tyske journalist Michael Bech og hans kæreste, den sicilianske kriminalkommissær Angela Pecci, holder efterårsferie i Faxe Ladeplads og kan ikke lade være med at blande sig i efterforskningen. De kommer på sporet af en forbindelse til Sicilien, som får dem til at efterforske på Masnedø, hvor de vil kigge en italiensk ingeniør efter i sømmene.
Han arbejder på Storstrømsbroprojektet. På Masnedø kommer det til en skudepisode. Efterfølgende sker der en dramatisk anholdelse på Sydmotorvejen. I Haslev finder en skudveksling sted i forbindelse med overvågningen af en villa, hvor der ikke alene er fundet narko, men også store mængder af våben.
Midt i deres efterforskning forstår Angela Pecci og Michael Bech også at nyde livet som turister i det sydsjællandske. Gastronomi og erotik krydrer handlingen. Skovtårnsmordet er en rigtig Sydsjællandskrimi med en afstikker til Sicilien.
Uddrag af bogen
Hun var på vej over mod tårnet fra sydsiden, så nu gjaldt det for ham om at komme uset om bag hende og så op i tårnet. Han lagde mærke til, at hun stadig havde sin styrthjelm på. Måske gjorde den sit til, at hun ikke hørte, at han trådte på kviste, der knækkede.
Han sneg sig over mod indgangen af tårnet, hvor han let og elegant sprang over spærringen for straks at lægge sig fladt ned, så kvinden ikke umiddelbart så ham, hvis hun havde hørt bumpet fra hans fødder, da de ramte rampens træbelægning.
Da hun ikke reagerede, endsige så i hans retning, rejste han sig hurtigt op og begyndte at gå opad i tårnet. Kvinden var nået over til det runde bord og skulle lige til at sætte en fod på boardwalken omkring det, da der lød et højt plop.
Hun gav et lille skrig fra sig, da et kaliber 222 Magnumprojektil borede sig gennem hendes læderjakke, gennem ryggen og ind til hendes hjerte og derfra ud gennem brystkassen. Hun faldt om. Død på stedet.
Om forfatteren
Hans-Willy Bautz er født i Haslev i 1946. Han er handelsuddannet i autobranchen og autodidakt journalist. 1984-2014 arbejdede han som avisudgiver og redaktør i Uetze ved Hannover i Tyskland. I Tyskland har han fået udgivet to bøger med fortællinger og to krimier.
I Danmark er det inklusive denne bog blevet til fem krimier. Desuden har han indtil nu oversat tre tyske krimier til dansk. Han skriver allerede på sin sjette krimi og har planer om en børnebog.
”Skovtårnsmordet” er 5. bind i serien om Angela Pecci & Michael Bech. Angela Pecci er Siciliansk kriminalkommissær og hendes kæreste Michael Bech er Dansk-tysk journalist. Fra 1. bind har deres forhold udviklet sig fra venskab til en stormende forelskelse.
Jeg har på nuværende tidspunkt i serien opdaget at kæresteparret af uransagelige årsager konstant får viklet sig ind i diverse mordsager og kriminelle aktiviteter. Denne gang er de taget til Faxe ladeplads til Michaels forældres sommerhus, for at holde en afslappet ferie, bare de 2.
Men sådan fungerer tingene ikke for Angela og Michael. Hele serien har haft en naturlig udvikling. Men skulle ”Skovtårnsmordet” være første gang, du får kendskab til Hans-Willy Bautz og hans forfatterskab, så har forfatteren ”opfundet” en lille genialitet som mange flere serie-forfattere burde tage til sig.
Forrest i bogen har han ofret de første par sider på at introducere nye læsere til bogens hovedpersoner. Læseren vil selvfølgelig altid få mest ud af at læse hele serien af hensyn til karakterernes udvikling. Men hvis man som jeg, læser et godt stykke over 100 bøger om året, så er det en hurtig og god måde, lige at komme ind i bogens univers igen.
Som skrevet, så er der indtil nu udkommet 5 bøger i serien:
4. ”Midsommermordene”.
5. ”Skovtårnsmordet”.
Man fornemmer tydeligt, at forfatteren efterhånden er en meget rutineret forfatter og skrivestilen har udviklet sig i den helt rigtige retning. Hele serien startede på vej til Italien og har efterhånden bevæget sig i samme retning som forfatteren har gjort privat.
På vej mod Danmark med smutture til Sicilien og Tyskland undervejs. I dette 5. bind fornemmer jeg at skrivestilen er blevet langt mere ”Danskvenlig” med færre indviklede Italienske gloser undervejs. Hans-Willy Bautz er nået dertil, efter min mening, at der er strøet lige tilpas mange Italienske gloser ud over bogens sider.
Bogen indledes i Haslev som er en mindre by med ca. 12000 indbyggere. Narkoen florerer livligt i den lille by. En tidlig morgen finder en jogger en livløs pige på en bænk i skoven i Haslev Orned. Kriminalpolitiet fra Næstved bliver tilkaldt, da dødsfaldet ser lidt mistænkeligt ud.
Nogenlunde samtidig er Michael Bech på vej til Kastrup lufthavn for at hente Angela Pecci. Nu vil nogle kvikke hoveder måske sige at lufthavnen hedder Københavns lufthavn. Forfatteren har forstået, at lokale Amagerkanere, som undertegnede, stadig kalder lufthavnen for Kastrup lufthavn som den blev navngivet oprindeligt.
I det hele taget gør Hans-Willy Bautz meget ud af, at blande fiktion og fakta. Handlingsstederne er autentiske og virkelighedsnære. Der sker selvfølgelig, var jeg lige ved at sige, et mord i Skovtårnet som har givet navn til bogens titel.
Inden længe bliver Pecci og Bech da også involveret i sagerne og opklaringen og Pecci må et lille smut tilbage til Sicilien. Historien har en god sammenhæng og er spækket med fuld fart over feltet i den rette mængde.
Hele serien får absolut mine varmeste anbefalinger med på vejen og i særdeleshed ”Skovtårnsmordet". Der skal ikke herske tvivl om at Hans-Willy Bautz forstår at fastholde læseren i spænding og jeg glæder mig allerede til næste bind i serien, som jeg ved at forfatteren allerede er i gang med.
Vurdering: 5/6 Roser.
Krimiormen.
Bogen kan købes her:
Bogen findes på Bookmate:
Besøg forlaget her:
Comentarios