"ONDT FØDES"
KRIMITHRILLER SKREVET AF MORTEN BRACKER
ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Morten Bracker
Forlag: Nordrose
Udgivelse: 1. april 2022
Sider: 569
Format: E-bog
Genre: Krimithriller
ISBN: 9788799733989
Anmeldt: 28. maj 2022
Jeg fik tilsendt bogen som en pdf-fil fra forfatteren. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.
Om bogen:
Aldrig er vi så ubeskyttet overfor lidelsen, som når vi elsker ... - Sigmund Freud
"Det lamslående syn, der møder hende cirka tyve meter længere nede ad gangen, serveres med en fortættet stank af urin og varmt blod. Den nøgne blege krop er spændt ud en meter over gulvet, og de langsomme dryp fra det åbne snit over brystet, har dannet en sortrød sø på gulvet.
Han hænger som et slagtesvin, nøjagtig som på billedet, nu pludselig bare meget virkeligt." Fotoet af den tilsyneladende helt almindelige familiefar lander på efterforskningsleder Jasmine Faurskovs bord. Det er det andet af slagsen på blot en uge, og hun ved, at han vil forbløde inden for den næste time.
Problemet er bare, at hun ikke aner hvem han er, eller hvor han er, blot at han med sikkerhed ikke er den sidste. Nødtvungent trækker hun sin ven og tidligere adfærdsanalytiker for Interpol, Peter Storm, ind i sagen fra sit meditative eksil på bunden af Buresø.
Sammen kastes de ud i en kamp mod tiden, troen og kærligheden, hvor mere og mere tyder på, at ofrene måske har en uhyggelig fortid tilfælles. En fortid, der trækker spor helt tilbage til en middelalderlig jagt på det onde. Peter Storm presses ud i sit livs opgør, hvor det der er hans største drøm, bliver til hans værste mareridt.
ONDT FØDES er en krimithriller, der stikker dybt, bogstaveligt talt. Det er en fortælling om at miste og om at kæmpe for det, der betyder aller mest, om det gode og det onde, det dybeste mørke og om den stærkeste kraft. Intet mindre.
Bogen er første bind i serien om adfærdsanalytiker Peter Storm og efterforskningsleder Jasmine Faurskov. Den findes som paperback og e-bog (kommer senere også som lydbog), og kan købes i boghandleren samt lånes på biblioteket.
ANMELDELSE
”Ondt fødes” er 1. bind i en forhåbentlig længere serie med Adfærdsanalytiker Peter Storm og efterforskningsleder Jasmine Faurskov i hovedrollen. Det helt særlige ved lige præcis denne type krimithriller er, at der sidste i bogen er følgende tekst:
”Dette var første bind i krimiserien om efterforskerduoen Peter Storm og Jasmine Faurskov. Hvis du har lyst til, at lære dem endnu bedre at kende, er du faktisk selv med til at bestemme, om der skal skrives flere bøger i serien.
Den udgives nemlig som det, der kaldes crowdfunding. Det betyder, at næste bog i serien skrives, når der er forudbestillinger nok af den og så fremdeles. Skynd dig derfor ind på forfatterhuset.dk/forudbestil, så er du et skridt på nye spændende krimisager med det umage makkerpar.”
Lad mig med det samme sige, at det håber jeg rigtig meget, at der er rigtig mange læsere, der vil benytte sig af. I min observans, vil det være rigtig synd, hvis serien stopper her. Slutningen af bogen, inviterer i hvert fald til mange flere sider med det umage par.
Nu til lidt om handlingen i ”Ondt fødes”. Man sidder med en krimi hvor ikke bare én person, men op til flere viser sig, at have en morderisk åre i sindet. Læseren bliver også stillet i dilemmaet om man faktisk godt forstår morderens handlingsmønster og hvorfor.
Intet er sort eller hvidt. Man sættes i dilemmaet lige der hvor ondt fødes, som titlen rigtigt nok indikerer. Det er ondt, rystende og vanvittigt spændende. Historien tager udgangspunkt i en episode 28 år før, selve handlingen i bogen.
Karen er ikke som andre. Hun er vel det man i dag vil betegne som udviklingshæmmet. En ung mand er draget af Karen og er sikker på, at de er hinandens store kærlighed. Der er dog bare lige den detalje ved deres forhold, at Karen endnu ikke ved det.
Vi er i en afkrog af Danmark, som ikke ligefrem er berygtet for særlig meget kriminalitet. Til gengæld, så er der et bosted i nærheden, med utilpassede unge. En flok af disse unge mennesker, holder øje med Karen og bliver vel egentlig pirret af den unge pige.
Det er unge 15-17-årige som har en meget tung bagage i form af en svigtet barndom og som står på kanten til en mulig kriminel løbebane i fremtiden. Den unge mand, der er betaget af Karen, følger efter de unge mennesker, som følger efter Karen.
Hvad der herefter sker, er ondt og værre, end noget man kan forestille sig og påvirker alle de unge mennesker og resten af deres liv…. Men først 28 år senere, for de flestes vedkommende. ”Ondt fødes” er én af de mest fantastiske krimithrillere, som jeg har læst i meget lang tid.
Der skal ikke herske tvivl om, at bogen får mine varmeste anbefalinger med på vejen. Som læser, følte jeg ikke, at bogen nogensinde fik en afslutning. Du vil forstå hvorfor, når du har læst bogen… Jeg har en lille anke omkring bogen.
Undervejs haltede korrekturlæsningen en del. Der var op til flere fejl i stavning og tegnsætning. Noget der normalt generer mig, men bogen er simpelthen så velkomponeret, at jeg alligevel er taknemmelig for, at have fået lov til, at læse denne fantastiske krimithriller.
Handlingen i ”Ondt fødes” får bestemt mine varmeste anbefalinger med på vejen. En krimithriller, som jeg ikke vil tøve med at anbefale til dig, der er til en thriller i absolutte topklasse.
Vurdering: 4/6 Roser.
Krimiormen.
Comments