OKTOBER 2019 PÅ BLOGGEN
En måned med lidt af hvert
Oktober måned er slut og nu står en november måned for døren med masser af spændende læseoplevelser og et Bogforum, som jeg virkelig ser meget frem til. Hjemme hos mig er det virkelig noget som det meste af familien glæder sig meget til. Masser af ny inspiration, spændende interviews og ny litteratur til hjernen og hylderne.
Tilbage til oktober som det her egentlig handler om.
Jeg troede egentlig ikke at måneden ville byde på det helt store, når det kom til læst litteratur. Men når jeg ser i bakspejlet, så er det da alligevel blevet til en del.
Måneden startede med den spændende krimi ”Mord i Pillemark” skrevet af Lena Jo Hursh, udgivet a Forfatterskabet.dk. "Mord i Pillemark" er en lidt usædvanlig krimi. Den er absolut velskrevet og en helt anden slags krimi end dem jeg normalt giver mig i kast med. Det er absolut forfriskende med en forfatter der har en ny og anderledes måde at skrue en historie og et plot sammen op. Der er ikke så meget fart over handlingen men det betyder dog ikke, at der ikke er spænding i historien. Det er en kort krimi der hurtigt er læst med spændende karakterer.
”Jussi” skrevet af Jonas Langvad Nilsson, udgivet af Politikens Forlag, en biografi skrevet i 2017 er en af mine egne indkøbte bøger. Eller det vil sige, jeg fik den i gave af min bonusdatter. Det var virkelig en fornøjelse at komme ind bag en af mine absolut yndlingsforfattere. Han er præcis så imødekommende overfor sine læsere som biografien lægger op til. Derudover så ved Jussi præcis hvordan han skal promovere firmaet ”Jussi Adler-olsen-Forfatter” overfor sit publikum AKA mig 😊 Biografien går lidt let hen over Jussis barndom. Til gengæld så får man et meget uddybende indblik i hans forfatterskab.
Fra Turbine Forlaget modtog jeg ”Thors hammer” som E-bog. Bogen er skrevet af Rasmus Dahlberg. ”Thors hammer” er en fantastisk historie der kræver at læseren holder tungen lige i munden. Man får naturkatastrofe, kærlighed, svigt, it-kriminalitet, afpresning, sammenhold, ofringer til de gamle nordiske guder, pubertetsvanskelige unge, redningsaktioner, national krise og politikeres tåbelige beslutninger der giver en fremmed magt mulighed for at tvinge et folkestyre til trældom.
Livstil blev det også til i oktober. ”Spis dig fri for type 2 diabetes” skrevet af Jane Kudsk, udgivet af Forlaget Forfatterskabet.dk Jeg må indrømme, at jeg har det svært med bøger der proklamerer at man kan blive rask når man har en kronisk diagnose. Men forfatteren har bestemt argumenterne på plads og hvem ved, måske kan det virkelig lade sig gøre. Det er vel et forsøg værd, trods alt. Bogen har undertitlen ”Sænk dit blodsukker ved at glemme alt du har lært om fedt”. Jeg har en vis interesse i hvordan man kan forbedre livskvaliteten for personer med diabetes og finde måder hvorpå man kan minimere følgevirkningerne af den medicin man har behov for som diabetiker. Jeg har, som mange andre, en del mennesker i min omgangskreds og familie der har fået diagnosen diabetes.
”En uretfærdig tid” skrevet af Gertrud Tinning, udgivet af Politiken forlag er en historisk roman. Det er ikke en genre jeg ofte giver mig i kast med, men den lød spændende. Det var den også, jeg var fuldstændig tryllebundet. Man føler sig ganske enkelt båret tilbage til 1880'ernes arbejderklasse og den måde arbejderne bliver behandlet på. Både af arbejdsgivere og de lidt højere klasser. Der er ingen tvivl om at der på den tid, var meget stor forskel på middelklassen og arbejderklassen. Vi er på den tid hvor kvinderne begyndte at røre på sig både hvad angår kvindekamp og ligestilling på arbejdsmarkedet.
Fra Turbine Forlaget fik jeg tilsendt ”Som om vi aldrig rigtigt fandtes” skrevet af Rikke Dahl og indlæst af Laura Bøge Mortensen. Bogen er en krimi/spændingsroman. Udover at bogen er en spændende thriller har Rikke Dahl formået at få de følelser, man som barn/teenager tumler med, inkorporeret i teksten. En svær og fantastisk manøvre. Så godt som alle de unge i ”som om vi aldrig rigtigt fandtes” levede i mere eller mindre dysfunktionelle familier. Det var den følelse jeg sad tilbage med. Faktisk hørte jeg bogen 2 gange i træk for at få det hele med 😊
Lidt lækkert brød fik jeg da også bagt i løbet af oktober. Jeg bagte boller ved hjælp af den nye bagebog fra Annemette Voss Fridthjof ”Brødbogen”, udgivet af Politikens Forlag. ”Brødbogen skrevet af Annemette Voss Fridthjof er et fantastisk bud på en rigtig god og lærerig bage bog. Jeg holder meget af at bage men indimellem kan der godt gå noget tid imellem. Men med ”Brødbogen” fik jeg rigtig god inspiration til bagning af et godt brød i den lidt sundere ende.
Det næste jeg gik i gang med var virkelig spænding i topklasse. ”Fremmed fjende” skrevet af Birgitte Abdel, udgivet af Forfatterskabet.dk. Hovedkarakteren i denne bog er helt klart kriminalkommissær Steinar Knutsson og hans efterforskningshold. Denne gang har Beate ikke helt så fremtrædende en rolle som hun havde i ”Kadaveret på Klosterbakken”. Det er absolut en fremragende historie med et uventet plot.
Månedens sidste anmeldelse her på bloggen blev Linse ”Jeg bliver ældre – og det gør ik`noget” skrevet i samarbejde med Michael Holbek, udgivet af Politikens Forlag. En biografi der viser helt nye og tænksomme side af Linse Kessler. I ”Jeg bliver ældre – og det gør ik`noget” fornemmer man, at Linse er blevet ældre og langt mere tænksom end jeg tidligere har oplevet hende. Der er klart nogle dybe tanker i bogen, som jeg ikke lige havde set komme. Samtidig skinner den Linse som jeg har oplevet tidligere tydeligt igennem med sin fandenivoldskhed og humor. ’
Tak til Forlagene Forfatterskabet.dk, Politikens Forlag samt Turbine forlaget for de skønne oplevelser og dejlige bøger.
Det var alt for denne gang. Måske ses vi på Bogforum 2019 😊 Jeg har i hvert fald tænkt mig at være der fra Bogforum åbner fredag og til de lukker ned søndag 😊 På gensyn og god november.
Turbine Forlaget
Krimiormen
Comentários