"NÅR TIDEN FORTÆLLER SANDHEDEN"
Thriller skrevet af Sandra Niebak
ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Sandra Niebak
Forlag: Skriveforlaget
Udgivelse: 22. september 2022
Sider: 352
Format: Paperback
Genre: Thriller
ISBN: 9788794294706
Anmeldt: 22. december 2022
Bogen er et anmeldereksemplar, som jeg har modtaget fra Forlaget. Anmeldelsen er et udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.
Om bogen:
Hvad gør du, når din verden ikke længere er din egen? Når skellet mellem virkelighed og fantasi langsomt udviskes, og alle fysiske og mentale grænser skrider for dig?
Efter sin kones tragiske død støder den velhavende John Clint tilfældigt på den aldrende privatdetektiv Jack Miles i San Franciscos uspolerede Tenderloin-kvarter. Og da sagen om den forsvundne Ted Wilkinson dukker op, ligner det et perfekt mysterium. Ted er en yngre mand, der lader til at være forsvundet af egen fri vilje – lige indtil en ældre mand bryder ind hos forældrene bag henvendelsen og påstår, at han er deres søn – at han er Ted.
Den ubudne gæst kan ikke identificeres og bliver anbragt på San Francisco Mental Care Center. Da John får mulighed for at afhøre den ældre mand, bliver han konfronteret med en uventet beretning om en parallel verden, som til forveksling er identisk med den, som John og alle andre kender. Med undtagelse af én ting – manden, der kalder sig Ted Wilkinson. Idet John kaster sig kompromisløst ud i opklaringen, flyder virkelighed og fantasi mere og mere sammen. Han finder ud af, at man let kan blive vildledt af dobbeltgængere og følgevirkninger– men han øjner også muligheden for at genoplive sin fortids bristede drømme på en måde, som han aldrig troede var mulig. Samtidig tikker uret for at finde sandheden om Ted Wilkinson, før hans tid løber ud.
Anmeldelse:
Portøren Jackson havde sørget for at mandens bil blev kørt frem. John måtte ligne én der var gået forkert. Han finder et dørskilt hvor der står: Jack Miles, Privatdetektiv. Jack Miles var på kanten af udbrændthed. Miles var storsamler af aviser og ure og privatdetektiv.
De fleste af Miles` sager handlede om utroskab og disse sager hadede Miles. Miles har engageret et firma til at sende folk hen til bureauet med henblik på ansættelsen af en medarbejder til en nyoprettet stilling. Men det går ikke helt godt. Indtil videre har Miles ikke fundet den rette medarbejder.
Jack miles sidder foran sin frokost da endnu en ansøger dukker op, ovenikøbet med en lækker frokost i hænderne. Ansøgeren er John Clint, en temmelig usædvanlig person. Jack ved ikke helt, hvad han skal mene om denne John Clint. Jack ender dog med at ansætte John Clint.
Et par måneder senere får John sin første rigtige opgave af Jack. Det har virkelig været svært for John at overtale Jack til, at give ham en rigtig opgave med lidt kød på. Hidtil har John mest lavet regnskaber og andre lignende opgaver. Sagen handler om en mand, der har været forsvundet i et stykke tid.
Nu er manden åbenbart dukket op som en noget ældre udgave af sig selv. Meget mystisk. John aftaler at mødes med Dom, der er Johns bror på en Irsk pub. Dom prøver at presse John til at mødes med en Psykolog. Det viser sig, at John er enkemand og han har svært ved, at komme ovenpå igen efter sin kones død.
Den tidligere forsvundne mand er én af Doms egne patienter. Ted Wilkinson kalder manden sig. Ted påstår at han har været forsvundet i en anden verden som den noget yngre forsvundne udgave af sig selv. Nu er Ted altså Doms patient og Dom har svært ved at finde hoved og hale i Teds forklaring.
Det lykkes John at interviewe Ted, men han vil ikke have at John optager deres samtale. Ted fortæller dog John sin underlige historie om, at være forsvundet i en anden dimension. Fra dette punkt bliver ”Når tiden fortæller sandheden” en noget anderledes historie, end jeg havde forventet.
Ganske vist er ”Når tiden fortæller sandheden” velskrevet men fra dette punkt bliver historien ganske fantasifuld. Jeg skal være ærlig og tilstå, at jeg normalt ikke er tilhænger af historier, hvor en del af handlingen foregår i en anden dimension. Når det er sagt, så indrømmer jeg dog, at ”Når tiden fortæller sandheden” fængslede mig i en helt særlig grad.
”Når tiden fortæller sandheden” er absolut en thriller i en helt særlig genre, der fængslede mig og evnede at overraske mig som meget få andre bøger har evnet. ”Når tiden fortæller sandheden” får bestemt mine varmeste anbefalinger med på vejen, hvis du er til litteratur i en helt særlig og usædvanlig klasse.
Vurdering 4/6 Roser.
Krimiormen.
Comments