"MYSTERIET I GENBRUGSEN"
Kriminalroman skrevet af Anna Grue
ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Anna Grue
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelse: 27. marts 2020
Sider: 304
Format: Indbundet
Genre: Kriminalroman
ISBN: 9788711918746
Anmeldt: 12. juli 2020
Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar fra Tales.dk. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.
Om bogen:
Der har været en række dødsfald blandt de frivillige i en genbrugsbutik i Nykøbing Sjælland. Politiet melder blankt ud, at der er tale om naturlige dødsfald, men dette tror den lokale efterlønner Anne-Maj Mortensen ikke på. I "Mysteriet i Genbrugsen" af Anna Grue giver den stædige Anne-Maj sig selv i kast med selv at opklare mysteriet - og med at bevise, én gang for alle, at der er udspekulerede mord på færde i Nykøbing Sjælland.
Men det viser sig hurtigt at være udfordrende at skulle få detektivarbejde til at passe ind i en travl hverdag fyldt med madlavning, slankekure, hundetræning og havepasning. "Mysteriet i Genbrugsen" er skrevet af den dygtige danske forfatter Anna Grue, der især er kendt for romanen "Italiensvej" og krimiserien om Dan Sommerdahl.
Andre udgaver:
E-bog, ePub, Lydbog, download
Anmeldelse:
”Mysteriet i Genbrugsen” skrevet af Anna Grue er en kriminalroman som jeg fik tilsendt fra Tales.dk. På Tales.dk kan du købe bøger, spil og gaver. ”Mysteriet i Genbrugsen” er, udover at være en krimi, vanvittig morsomt skrevet.
Hovedpersonen er Anne-Maj Mortensen, en lidt buttet, pensioneret lægesekretær i 60`erne. Anne-Maj er frivillig i den lokale genbrugsbutik ”Genbrugsen”. Anne-Maj har altid været alene med sin nu 40-årige datter Iben.
Nu bor hun alene med den ruhårede gravhund Mortensen D. 3. Hver søndag kommer Iben og hendes 10-årige datter Didi hjem til Anne-Maj til middag og en snak om alt hvad der falder dem ind. Allermest Anne-Maj nysgerrighed på andre menneskers liv.
En nysgerrighed, der snart får Anna-Maj til at undre sig over nogle underlige dødsfald blandt Genbrugsens frivillige medarbejdere. Godt nok er medarbejderne i den ældre ende af befolkningen, men det er alligevel mærkeligt, med de der dødsfald, synes Anne-Maj.
Anne-Maj kan ikke glemme sin mistanke og henvender sig til betjenten Anders Hall. Anders lyder dog ikke som om han tager Anne-Majs henvendelse helt alvorligt. Han mener at Anne-Maj overreagerer. Anne-Maj beslutter sig for at, hvis ikke Anders vil høre på hende, så må hun selv gå i gang med at efterforske dødsfaldene og skaffe nogle beviser.
Anne-Maj er vanvittig nysgerrig og har et gå-på-mod helt udover det sædvanlige. Det betyder også at det lykkes hende at komme mere end tæt på mennesker som hun ellers aldrig ville komme i nærheden af. Undervejs lykkes det Anne-Maj at risikere sit eget liv, da hun kommer lidt for tæt på sandheden.
Samtidig har Anne-Maj sideløbende kampe i Genbrugsen for at vinde en plads i det ganske særlige hierarki der hersker i den lille genbrugsbutik. ”Mysteriet i Genbrugsen” er, som Anna Grue selv siger, en rigtig hyggekrimi.
Plottet var temmelig overraskende. Der er ingen tvivl om at Anna Grues forfatterskab er i en ganske særlig liga. Men trods manglen på spænding så hyggede jeg mig gevaldigt i selskab med Nykøbing Sjællands egen Miss Marple aka Anne-Maj Mortensen.
Jeg har læst de fleste af Anna Grues bøger i serien om Dan Sommerdahl, som nu også er blevet filmatiseret. Bøgerne om Dan Sommerdahl er bestemt i en helt anden genre end Anne-Maj Mortensen. Ikke desto mindre, vil jeg glæde mig til at læse endnu mere om den elskelige Anne-Maj Mortensen.
”Mysteriet i Genbrugsen” er hyggelig og ublodig og giver en vanvittig morsom beskrivelse af de karakterer der huserer i Genbrugsen og omkring Anne-Maj Mortensen generelt. Både hovedpersonen og de fleste øvrige karakterer er aldrende.
Ja Karaktererne kunne såmænd være taget direkte ud af den virkelige verden, så troværdige er personerne. Faktisk synes jeg at det er overordentligt forfriskende at forfatteren er i stand til at skrive overraskende og nyt.
”Mysteriet i Genbrugsen” kan bestemt anbefales til dem der normalt ikke er til de mest indviklede, blodige, spændingsfyldte og grusomme krimier. Den giver bestemt et godt og troværdigt billede af menneskelige relationer. ”Mysteriet i Genbrugsen” er absolut en let læst krimi og får mine varmeste anbefalinger med på vejen.
Vurdering: 4/6 Roser
Krimiormen
Bogen kan købes her:
コメント