top of page
Søg
krimiormen

"MORDET PÅ EN HAVFRUE"

Opdateret: 12. maj 2020

SKREVET AF THOMAS RYDAHL & A. J. KAZINSKI


"Mordet på en havfrue" skrevet af Thomas Rydahl & A. J. Kazinski



5/6 Roser



Anmeldereksemplar sendt fra forlaget


Forfatter: Thomas Rydahl & A. J. Kazinski


Forlag: Politikens Forlag


Udgivelse: 6. september 2019


Sider: 416


Genre: Krimi


ISBN-13: 9 788740 043815


Anmeldt: 6. september 2019


Om bogen:


Kom tæt på geniet og særlingen H.C. Andersen på en helt ny, fiktiv og gruopvækkende måde i Mordet på en havfrue, hvor den verdensberømte forfatter tager os med ind i den københavnske underverden anno 1830-40. Byen er plaget af fattigdom og sygdom, politisk grøde og spændinger mellem samfundslagene – og grumme forbrydelser forbliver uopklaret i hænderne på et politi uden effektive værktøjer.


Da H.C. Andersen bliver anklaget for et bestialsk mord, må han derfor selv forsøge at opklare mysteriet bag for ikke at blive dømt. En psykologisk profiler eller en næse for grusomheder ville man måske i dag sige om det arbejde, som den ugifte og anerkendelsessyge H.C. Andersen ufrivilligt hjælper ordensmagten med.


Men når sagen endelig er opklaret, dypper forfatteren pennen i blæk og gengiver begivenhederne i sit helt eget fantastiske sprog. Pludselig er det uhyggelige drab på en ung kvinde blevet til eventyret om Den lille havfrue – og resten er, som bekendt, historie. Bogen om detektiven H.C. Andersen skrives i et samarbejde mellem forfatterne A.J. Kazinski og Thomas Rydahl.


Anmeldelse:


Ingen tvivl om, at jeg var spændt på denne krimi skrevet af forfattertrioen Kazinski og Rydahl. At forfatterne så også havde placeret en folkekær eventyrforfatter som hovedperson gjorde kun historien endnu mere interessant i min verden. Der findes vel ingen personer i Danmark, ung som gammel, som ikke kender H. C. Andersens forfatterskab.


Alle har nok på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med et eventyr skrevet af netop H. C. Andersen (1805-1875). ”Mordet på en havfrue” lægger da også op til flere af hans eventyr. Blandt andet både ”Den lille pige med svovlstikkerne” og ”Den lille havfrue” vel nok 2 af de mest kendte eventyr igennem tiden.


Hermed hører sammenligningen med virkelighedens H. C. Andersen nok også op. Det er efter min mening dog en interessant tanke at noget lignende kunne være sket i den periode hvor den gamle forfatter ikke skrev dagbog. 


I starten af bogen har H. C. ikke særlig stor succes som forfatter og digter. Når han læser op for voksne, føles det nærmest som en barmhjertighedsgerning fra tilhørernes side. Han er lidt en enspænder og han føler at han skuffer de mennesker der tidligere har haft tiltro til hans evner.


H. C. Andersen har en hobby som ikke mange mennesker forstår. Han klipper papirklip. Netop hans papirklip får ham viklet ind i en mordanklage. Sammen med den unge kvinde Molly og hendes niece Marie prøver H. C. at finde den rigtige morder. Deres undersøgelser bliver besværliggjort af, at H. C. har fået inddraget sine personlige papirer så han ikke må forlade Københavns volde.


Undervejs er de på flugt fra både morderen, politiet og kongehusets vagter. Alt dette på trods af, at Andersen bestemt ikke er prototypen på en god gammeldags helt. Egentlig vil han nok helst løbe fra hele situationen. Undervejs i historien kommer forfatterne også en del omkring H. C. Andersens tanker og kamp med sin egen identitetsfølelse og hans tanker omkring hvad livet egentlig handler om.


En interessant debat når tanken falder på forfatteren H. C. Andersen. Der er igennem tiden skrevet utallige værker om hvem og hvad H. C. Andersen var. For mange år siden læste jeg en bog bestående af brevvekslinger imellem H. C. Andersen og nogle af alle de mennesker han skrev sammen med igennem sit liv.


Jeg husker, ganske tydeligt den følelse jeg havde efter at have læst brevene. De tanker jeg, dengang, sad tilbage med om forfatteren, stemmer ganske godt overens med den H. C. Andersen jeg ”Mødte” i ”Mordet på en havfrue”. Det er ret så fantastisk at det er lykkedes for forfatterne at fange den stemning.


På trods af dette, er det nok tvivlsomt, at den virkelige H. C. Andersen har fungeret som detektiv på noget tidspunkt. Det er en vanvittig spændende krimi når først der kommer rigtig gang i handlingen. Starten synes jeg er lidt langsom, men det giver god mening når man har vendt sidste side i denne velkomponerede krimi.


Bogen udvikler sig, stille og roligt, til en sand page-turner. Historien er makaber og tankevækkende og har ikke meget eventyrfortælling over sig. Faktisk har den lidt aktualitet over sig i disse tider hvor der findes mennesker der ikke ved hvem og hvad de selv er og har midlerne og mulighederne til at blive den person de ønsker at være.

Bogen er skrevet i et helt fantastisk eventyrligt sprog med passager som man sagtens kan forestille sig, kommer fra en eventyrdigters hånd med filosofiske betragtninger om livet. Der er god sammenhæng i historien og jeg ser frem til at forfatterne skruer flere af H. C. Andersens andre eventyr sammen til endnu en spændende krimi.


Mine varmeste anbefalinger til ”Mordet på en havfrue” med forhåbning om, at bogen udvikler sig til en serie. Der er nok baggrundsmateriale at tage af.


Vurdering: 5 ud af 6 Roser


krimiormen 

21 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page