top of page
Søg
krimiormen

"Mordene på Highbury House"

Mit navn er Justice Børnebog skrevet af Elly Griffiths


Mit navn er Justice #1 skrevet af Elly Griffiths

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Elly Griffiths

Forlag: GADs Forlag

Udgivelse: 24. marts 2020

Sider: 240

Format: Hardback

Genre: Børnebøger

ISBN: 9788762733213

Anmeldt: 27. april 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Spænding, mystik og humor i et klassisk kostskolemiljø. Elly Griffiths, som står bag den populære krimiserie for voksne om arkæologen Ruth Galloway, tager os i sin nye detektivserie for børn med på en klassisk kostskole for piger i 1930’ernes England.

Seriens hovedperson, den 12-årige Justice Jones, er som datter af en berømt forsvarsadvokat og en detektivromanforfatter, den fødte detektiv. De evner får hun brug for, for kostskolen viser sig at gemme på uhyggelige hemmeligheder.

Da en voldsom snestorm afskærer skolen fra omverdenen, får det dødbringende konsekvenser. En spændende serie, som er tilpas uhyggelig til målgruppen (9-12 år). Læserne vil sætte pris på den seje og sympatiske heltinde, der skal begå sig i et snobbet, konkurrencepræget og dystert miljø.

Griffiths’ elegante stil og talent fungerer også perfekt for børn, der vil gyse af fryd over den Enid Blyton-agtige atmosfære.

Oversat af: Julie Rotne


Elly Griffiths

ANMELDELSE

Jeg har tidligere læst krimier for voksne skrevet af Elly Griffiths, men dette er mit første bekendtskab med forfatteren som børnebogsforfatter. Serien er beregnet til børn i 10-12-årsalderen, men jeg vil mene, at børn og barnlige sjæle langt ud over denne alder vil kunne få glæde af denne nye serie.

Serien er smækfyldt med spænding og drama for alle aldre. Javist, serien er ikke videre avanceret, men det forhindrede mig ikke i, at få stor glæde af serien om Justice, der, efter sin mors død må starte på kostskolen Highbury House.

Justices far er forsvarsadvokat og moderen var krimiforfatter, så Justice er vokset op med kriminalitet i baghaven, om man så må sige. Man fornemmer tydeligt, at forfatterens normale målgruppe er mere voksne mennesker, men det fornægter sig ikke, at Griffiths har en fænomenal evne for at skrive både dramatisk og fængslende.

Ideen til bøgerne om pigen Justice fik Elly Griffiths fra sin egen mor, der var på kostskole som barn. Griffiths mor havde skrevet om en pige, der boede på kostskole. Det var disse notater Griffiths brugte som udgangspunkt til historierne om Justice og hendes kostskoleliv i den mere farlige ende af skalaen.

Justice ankommer til Highbury House kort efter hendes mors død. Justice er altid blevet undervist hjemme af moderen, men nu skal hun for første gang i sit liv gå i en rigtig fysisk skole. Alting på Highbury House er derfor nyt for den lille 12-årige pige.

Justice Jones er født med en detektivnerve og undrer sig, på ingen måde over de mysterier hun falder over, straks hun er ankommet på Kostskolen Highbury House. Allerede inden Justice ankom var der en pige, der døde på skolen.

Selvfølgelig er dødsfaldet ikke naturligt og vores heltinde skal nok få opklaret hvad der er sket med den unge pige. Noget naturligt dødsfald er det i hvert fald ikke. Dette dødsfald bliver ikke det eneste som Justice nærmest kaster sig over ganske frygtløst og uden skam.

Samtidig bliver læseren ført ind i denne kostskoleverden tilbage i 1930`erne. Justice har ikke tidligere haft særlig meget omgang med jævnaldrende, så denne første tid på kostskolen, skal også lære hende at begå sig blandt jævnaldrende børn og aflæse deres kropssprog.

Dette skoleophold er på flere måder en læringsproces i den unge piges nye liv. Samtidig må den unge pige indstille sig på, at denne nye verden, kan være et farligt sted at navigere i når man er en ung pige med nye venner i en helt ny og ukendt verden.

Hele serien om Justice Jones og hendes tid på kostskolen Highbury House har undertitlen ”Mit navn er Justice”. Dette 1. bind af serien har titlen ”Mordene på Highbury House”. Jeg er bestemt imponeret over Elly Griffiths evne til at fastholde læseren, i yderste spænding, uanset om læseren er helt ung eller man er i en langt mere moden alder.

Jeg er tæt på, at ville kalde forfatteren for plottwistets dronning. Forfatteren evner i tilgift, at skrive så læseren bliver fængslet af hendes fascinerende univers. Det gælder uanset om du er 10 eller 90 år. ”Mordene på Highbury House” får mine varmeste anbefalinger med på vejen, hvis du eller dit barn er til en krimi der fængsler læseren og har en fortællestil helt udover det sædvanlige.

Vurdering: 6/6 Roser.

Krimiormen.

Bogen kan købes her:


6/6 Roser

5 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page