top of page
Søg
krimiormen

"MILLIARDÆREN OG SOFIE"

TRILOGIEN EN KÆRLIGHEDSHISTORIE #2 skrevet af Per Bang Hansen


"Milliardæren og Sofie" skrevet af Per Bang Hansen

ANMELDEREKSEMPLAR


Forfatter: Per Bang Hansen


Forlag: Skriveforlaget


Udgivelse: 12. november 2020


Sider: 471


Format: Hæftet


Genre: Kærlighedstrilogi


Trilogi: En kærlighedshistorie # 2


ISBN: 9788793958449


Anmeldt: 15. december 2020


Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.


Om bogen:


Den unge milliardær og Sofie begynder deres fællesliv, efter Sofie er vendt hjem fra sit håndboldeventyr i Tyskland. Sofie begynder på et helt nyt liv sammen med sin milliardær og sin nye rolle i hans virksomhed. En spændende og lykkelig tid ligger foran dem.


Sommerferien holdes igen på deres feriested på Kreta. Denne gang sammen med Sofies lillesøster Sara og hendes nye kæreste samt to af Sofies veninder Mia og Louise. Mia er Sofies veninde helt tilbage fra barndommen, og er en lyshåret skønhed i samme klasse som Sofie.


Mia er i forhold til Sofie den dominerende type, der er vant til at få sin vilje. Sara introducerer sin nye kæreste på ferien, men der er noget helt galt. Noget, der får alvorlige følger for Sara og hendes kæreste.


Andre udgaver: E-bog, ePub


Trilogiens første 2 bind

Anmeldelse:


”Milliardæren og Sofie” er 2. bind af trilogien En Kærlighedshistorie skrevet af Per Bang Hansen. Jeg var meget begejstret for 1. bind ”Milliardærens drøm”. Da jeg havde læst sidste side af ”Milliardæren og Sofie” begyndte jeg allerede at glæde mig til sidste bind i trilogien.


Jeg er dybt imponeret over, at Per Bang Hansen evner at skrive med så dyb en indlevelse og følsomhed og samtidig så dybt romantisk som disse første 2 bind. Samtidig er ”Milliardæren og Sofie” krydret med drama, jalousi, misundelse og spænding.


Jeg vil vove den påstand, at de første 2 bind i trilogien En Kærlighedshistorie, indeholder alt det (og lidt til) som en page turner skal, for at fange læseren fra første side og samtidig fastholde læseren, hele vejen igennem siddende yderst på stolen.


Kort sagt, ”Milliardæren og Sofie” er utrolig smukt skrevet og samtidig fyldt med dramatik. ”Milliardæren og Sofie” fortsætter, hvor vi slap dem i ”Milliardærens drøm”. Milliardæren og Sofie er på vej hjem fra Tyskland. Sofie har en håndboldkamp tilbage, inden hun er klar til at begynde et nyt liv, sammen med sin elskede milliardær.


Sofie skal finde sin plads i hans virksomhed og de skal lære hinanden at kende i en hverdag, hvor de både er sammen privat og på deres respektive jobs. Milliardæren skal, sammen med sin personlige assistent Maja, finde en stilling til Sofie, der udfordrer og tilfredsstiller hende tilstrækkeligt fagligt.


Sofie er lidt nervøs, men mødet med milliardærens assistent Maja, hans privatchauffør Tom, hans direktør Anders samt hendes første pressemøde, som ny medarbejder i virksomheden går godt. Herefter er parret klar til at holde en måneds ferie i hans hus på Kreta.


Imens milliardæren og Sofie er på ferie, så skal Maja og Anders arbejde på en plan for Sofies stilling i firmaet. Milliardæren og Sofie har inviteret 4 gæster til at tage med dem til Kreta. Sofies søster Sara og hendes nye kæreste Thobias, samt Sofies veninder Louise og Mia.


Da de ikke kender Thobias, forlanger milliardæren at Maja skal sikkerhedstjekke Thobias` baggrund. Maja finder ikke ret meget om hverken hans baggrund eller familie. Milliardæren og Sofie nyder den første uge i deres skønne hus på Kreta alene, inden deres gæster dukker op.


Det bliver en ferie som sætter et dybt præg på parret og deres gæster, langt ud i fremtiden. Meget mere end de havde forventet. På Kreta står fristelserne og bekymringerne nærmest i kø. Vil milliardæren og Sofies store kærlighed være stabil nok til de udfordringer de møder?


Milliardæren har haft en ganske særlig drøm i 1. bind. Denne drøm bliver ved med at spøge i hans baghoved. Det viser sig, at en del af drømmen går i opfyldelse. Det helt særlige ved drømmen er, at det ikke var hele drømmen der var helt så smuk, som milliardæren, kunne ønske sig.


”Milliardæren og Sofie” er en fantastisk fortsættelse af ”Milliardærens drøm”. Den svære 2`er lever fuldt ud op til mine forventninger efter 1. bind. Historien er helt fantastisk smuk, gribende, skræmmende og samtidig med en erotisk streg.


Vurdering: 5/6 Roser.

Krimiormen


Bogen kan købes her:


Anmeldelse af 1. bind finder du her:


Besøg Forlaget her:


Kan læses på Bookmate:


5/6 Roser


84 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Kommentare


bottom of page