top of page
Søg
krimiormen

"MAND UDEN ANSIGT"

Lykke Teit & Rudi Lehmann #1 skrevet af Dennis Jürgensen


"Mand uden ansigt" skrevet af Dennis Jürgensen

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Dennis Jürgensen

Forlag: Politikens Forlag

Udgivelse: 15. marts 2021

Sider: 336

Genre: Krimi

Serie: Lykke Teit & Rudi Lehmann #1

ISBN: 9788740065831

Anmeldt: 15. marts 2021

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

En ung skolelærer og hans elev går på en revle langt ude i Vadehavet, da en tæt, uhyggelig tåge pludselig overrasker dem. De bliver borte fra hinanden, og da vandet begynder at stige, gribes læreren af panik. Et skrig i tågen leder ham på sporet, og da han endelig finder drengen, står han bøjet over et lig.

Et ansigt stirrer op fra havbunden. Og de to er ikke alene derude. Sådan lyder skolelærerens forklaring: En mystisk ansigtsløs skikkelse kom ud af den hvide tomhed og slog ham bevidstløs, og da han vågnede, var drengen væk. Det er ikke første gang, et barn er forsvundet i den lille flække Melum ved den jyske vadehavskyst.

Året før forsvandt en seksårig pige, og da Sønderjyllands Politi hverken formåede at finde pigen eller gerningsmanden, bliver der nu hentet eksperter ind udefra. Liget lå i grænselandet, hvilket gør det til en sag for både dansk og tysk politi.

Mand uden ansigt er første bog i serien om efterforskerne Lykke Teit & Rudi Lehmann

Anmeldelse:

Det er efterhånden noget tid siden, at jeg har læst litteratur af Dennis Jürgensen. Faktisk så længe siden, at det var før jeg begyndte at dele mine læseoplevelser og oprettede Krimiormens blog. Hvem kender ikke ”Kærlighed ved første hik” eller måske ”Løbende tjener”?

De 2 meget forskellige bøger viser meget godt forfatterens yderpunkter. En ungdomsbog og en krimiserie. Dennis Jürgensen er utrolig produktiv. I de første mange år skrev han fortrinsvis til børn og unge, men siden 2014 har han skrevet i krimigenren.

Krimiserien om Roland Trier er utroligt populære og roste. Ifølge min research er ”Mand uden ansigt” Dennis Jürgensens 67. udgivelse siden 1981, så man kan vel godt konkludere, at man sidder med en bog af en forfatter, der har et stort erfaringsgrundlag i at skrive og kender forfatterskabets virkemidler.

Nu har Dennis Jürgensen så barslet med en helt ny serie om efterforskningsparret Lykke Teit & Rudi Lehmann.

Lykke har arbejdet i 3 år i afdelingen for personfarlig kriminalitet i København. Lykke er 34 år og har druknet sig i arbejde, efter hun var ude for en personlig krise i forbindelse med sin datters død.

Rudi er 61 år og Hauptkommisar ved Polizei Flensburg. Rudi er gift og har 2 voksne børn. Rudi har en alvorlig familietragedie i sin personlige bagage. Lykke og Rudi får hurtigt et tæt venskab opbygget, på trods af deres store aldersforskel.

De er begge blevet sendt til vadehavet tæt på grænselandet for at opklare et mord på en mand, som Lykke kendte. Skolelæreren Lasse og hans elev 11-årige Villads finder en død mand. Lasse bliver slået ned og Villads forsvinder. Villads bor i den lille by Melum.

Hurtigt går det op for de 2 efterforskere at det ikke er første gang at et barn forsvinder fra den lille by. Men spørgsmålet er, om sagerne har nogen forbindelse til hinanden eller, om det bare er tilfældigheder der spiller ind. Udover at Lykke og Rudi må kæmpe med opklaringen af mordet, så må de også kæmpe med en modvillig lokal betjent Mogens Krogh fra Esbjerg politi.

Lykke og Rudi står med en vanskelig sag med mord, pædofili, indbrud, kidnapning og tråde tilbage til fortiden. Samtidig med at de må kæmpe med deres egne dæmoner. Dennis Jürgensen formår at fastholde læseren i spænding hele vejen igennem ”Mand uden ansigt”.

Vi præsenteres for grufuldhed, gys, psykologiske virkemidler tilsat et skvæt humor. Karaktererne i ”Mand uden ansigt” har bestemt en vis dybde. Inden du griber fat i ”Mand uden ansigt” så vil jeg anbefale at du lukker alt andet ude, finder en god hyggekrog og giver dig god tid.

”Mand uden ansigt” er nemlig én af den slags bøger, som man ikke kan slippe igen, når man først er begyndt. ”Mand uden ansigt” er absolut krimilitteratur i topklasse med spænding, en fantastisk skrivestil og et genialt plot og twists som overrasker og forbavser læseren.

Personligt kan jeg næsten ikke vente med at gribe fat i en eventuel 2`er om parret Lykke & Rudi og giver ”Mand uden ansigt” de varmeste anbefalinger med på vejen.

Vurdering: 6/6 Roser.

Krimiormen.


6/6 Roser

81 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page