"LUFTALARMMORDEREN"
Max Heller-krimi skrevet af Frank Goldammer
ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Frank Goldammer
Oversætter: Thorvald Lygum
Originalsprog: Tysk
Original titel: Der Angstmann
Forlag: Mellemgaard
Udgivelse: 11. september 2020
Sider: 449
Format: Paperback
Genre: Krimi
ISBN: 9788772371351
Anmeldt: 1. december 2020
Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.
Om bogen:
EN SPIEGEL-BESTSELLER.
EN BY I RUINER. EN KVINDEMORDER JAGES. FØRSTE SAG FOR KRIMINALINSPEKTØR MAX HELLER.
Dresden 1944/45: I den sidste krigsvinter hensætter en række grusomme kvindemord befolkningen i skræk og rædsel. Den feberagtige jagt på gerningsmanden skaber uoverstigelige udfordringer for kriminalinspektør Max Heller.
Da byen den 13. februar synker i grus under en altødelæggende bomberegn, formoder man også, at morderen er omkommet …
Uddrag af bogen
”Så ingen har været herinde siden?” Heller var stoppet op og stirrede på kroppen, mens han afsøgte gulvet for spor. Noget måtte der være blevet efterladt mellem alt det støv og olie. Blodet var størknet. Der havde dannet sig en sø, der slog revner som en udtørret mudderpøl.
”Jeg har brug for lys herinde. Meget lys, og fotografen.” ”Så bliver vi nødt til at blænde vinduerne af.” ”Få det gjort.” Betjenten nikkede og forsvandt. Heller betragtede kvinden. Hun sad op og havde hænderne bundet fast til arbejdsbordet med et stærkt reb, hendes arme var trukket ud, som var hun naglet til et kors.
Hendes bluse og underskørt var blevet revet op og hendes nederdel med. Et stykke af det samme reb var blevet brugt til at binde hendes ben med. Hendes underkrop var fuldt synlig, hendes underbukser og lange strømper var trukket ned til anklerne.
Hovedet hang ned på brystet, og Heller kunne se nakken. Han gned sig over ansigtet igen.
Om forfatteren
Frank Goldammer, født 1975 i Dresden, er uddannet malermester, men begyndte at skrive romaner, da han var i begyndelsen af tyverne. Hans foreløbig fem bøger om kriminalinspektør Max Heller har solgt mere end 150.000 eksemplarer alene i Tyskland.
Andre udgaver:
Lydbog, download, E-bog, ePub.
Anmeldelse:
Frank Goldammer har skrevet en krimiserie med politimanden Max Heller i hovedrollen. ”Luftalarmmorderen” er den 1. bog i serien. Bogen starter D. 30. november 1944 og handlingen kører frem til lige efter 2. verdenskrigs afslutning i maj 1945.
Vi befinder os i Dresden i Tyskland. Det er den absolut vanskeligste tid for den Tyske befolkning. Krigen er i sin sidste fase. Den unge SS-sergent Strampe kører kriminalinspektør Max Heller til Dresden roklub ved Elben. Der er sket noget i det gamle bådehus i den bagerste del af værkstedet.
2, 12-årige drenge fra Hitler jugend har fundet en kvinde med iturevet tøj, armene bundet til et bord, i en blodpøl. Mordet er sket under en luftalarm. Hellers opklaring bliver besværliggjort af hans overordnede Oberstümbahnführer Rudolph Klepp.
Klepp gør tjeneste i Waffen-SS og er blevet forflyttet fra Polen. Dr. Alfred Schorrer fra Gerhard Wagners hospital kan fortælle at offeret er sygeplejerske Klara Bellmann. Heller har store problemer med at navigere rundt imellem sine kolleger og overordnede da en del af dem er store tilhængere af Hitler og partiet.
Det kan man ikke ligefrem sige at Max Heller er, men han er nødt til at agere efter forholdene. Egentlig er Max Heller kun tilhænger af….Max Heller. Problemet er at man lever i konstant fare for at blive anmeldt for at være venligt stemt overfor jøder eller andre ”fjender af det Tyske rige”.
Privat er Max Heller gift med Karin, der har sine egne daglige kampe med at skaffe mad og fornødenheder til husholdningen. Karin og Max har 2 voksne sønner som de ikke har hørt fra igennem længere tid. Begge sønnerne er soldater og ingen ved hvor de befinder sig eller om de overhovedet stadig lever.
Endnu et mord på en kvinde sker under en ny luftalarm. Det betyder at Heller og 3 hjælpere vandrer byen rundt under de mange luftalarmer i håb om at finde morderen. Heller er efterhånden ved at gå i panik over at de ikke kan komme videre i efterforskningen.
Klepp på sin side er mere interesseret i at fange de jøder der stadig befinder sig i Dresden. Heller er frustreret over at han ikke kan efterforske sagerne efter sine normale metoder. Hvis ikke han retter sig efter Klepp, risikerer han at miste sit job.
I februar 1945 kommer bombeflyene for alvor til Dresden og byen bliver sønderbombet. Flyene efterlader død og ødelæggelse. Mirakuløst overlever både Heller og Karin, men deres hjem er væk. Krigen slutter og vi befinder os i maj 1945 men Heller har stadig ikke fanget morderen.
"Luftalarmmorderen" er virkelig velskrevet og lægger fint op til næste bind om Max Heller. Man får som læser et helt unikt indblik i livet og kampen for overlevelse i slutningen af 2. verdenskrig. ”Luftalarmmorderen” får mine varmeste anbefalinger med på vejen som en anderledes krimi med et fantastisk gennemtænkt plot.
Læseren fastholdes i medrivende spænding fra første side. Samtidig er der så meget lærerig historie puttet ind i den velskrevne krimi som ”Luftalarmmorderen” også er. Jeg ser bestemt meget frem til næste bind om Kriminalinspektør Max Heller.
Vurdering: 5/6 Roser.
Krimiormen
Bogen kan købes her:
Besøg forlaget her:
Comments