top of page
Søg
krimiormen

JUNI 2021 PÅ BLOGGEN


Juni måned har været fyldt med rigtig mange forskellige bøger og 2 bloggermøder. Det ene bloggermøde var for første gang i lang tid fysisk. Det er en utrolig stor lettelse, endelig at komme ud og møde andre bogbloggere og nogle søde forfattere.

Ikke mindre end 10 bøger blev det til i juni. Jeg lagde ud med romanen ”Instinktet” skrevet af Ashley Audrain. Et medrivende psykologisk drama om en families skabelse og destruktion. Blythe O’Connor ønsker ikke, at historien skal gentage sig.

Violet er hendes første barn, og hun vil give hende al den kærlighed, hun fortjener. Den kærlighed, Blythe ikke selv fik af sin egen mor. ”Instinktet” er helt klart en dramatisk roman, der tager et stærkt tabu op til debat. Det er de fleste kvinders instinkt at elske deres børn, men er det også de fleste kvinders instinkt at bære moderskabet i hjertet.

Vi arver nok alle vores instinkter fra de forældre vi selv er børn af. Mine varmeste anbefalinger til ”Instinktet” hvis du er til en roman der vil andet, end bare underholde. Læseren bliver efterladt med stof til mange timers overvejelse omkring moderskab og det at føle sig helt forkert placeret. 4/6 Roser.

Krimien ”Den usynlige pige” skrevet af Lisa Jewell. En gribende og spændingsfyldt krimi om svigt og mørke familiehemmeligheder, fuld af twists og uventede drejninger. ”Den usynlige pige” er ikke mit første bekendtskab med Lisa Jewell, derfor vidste jeg næsten godt, at jeg stod med en anderledes krimi i hånden, da jeg modtog ”Den usynlige pige”.

Gør dig klar til at læne dig tilbage med denne fantastisk psykologiske krimi der forstår at fange læseren, hele vejen igennem. 5/6 Roser.

”Lukketid” skrevet af Christine Bojsen Træden er noget så usædvanligt som en kollektivroman. Lukketid har sit afsæt i H&M på Strøget i København en uge før jul i 1999. Køen til kvindernes prøverum er ved at eksplodere af varme, dårlig lugt og julemuzak.

Vi møder elleve kvinder, hvis veje krydses i julehandlens ulvetime, og vi er med dem hver især en uge efter, hvor det er juleaften og igen ugen efter, nytårsaften 1999. ”Lukketid” er noget så usædvanligt som en kollektivroman.

Hvad vil det så sige? Det er simpelthen en roman hvor vi følger 11 forskellige kvinder, der 14 dage før nytår 1999/2000 opholder sig i den samme kø til prøverummet i en H&M butik. Jeg var meget fascineret af at ikke 2 af kvindernes historier var ens.

Heller ikke de kvinder der i virkeligheden indledte længerevarende venskaber i køen. ”Lukketid” åbner op for et yderst fascinerende eksperiment at studere sine omgivelser og lade sin fantasi lege med tanken om, hvad man ikke kan se. 4/6 Roser.

Christine Bojsen Træden var efterfølgende så venlig at deltage i et interview om hendes forfatterskab på bloggen.

Krimien ”Det forkerte mord” er skrevet af Bjarne Hatting. Historien om, hvordan en enlig far bliver skudt af mafiaen ved en fejltagelse. Hans 12-årige datter overværer mordet. Man prøver at skyde hende, men hun undslipper.

Både politi og mafiaen leder efter hende. Man følger hende i New York, hvor hun lever under vidnebeskyttelse. Hatting har en helt særlig skrivestil som jeg, at samme grund er ved at vænne mig til. Jeg mener ikke at jeg har læst litteratur af nogen anden forfatter, der minder om Bjarne Hattings stil.

”Det forkerte mord” er beskrevet som en krimi, men jeg vil nok hellere betragte bogen som en roman. Trænger du til en stille krimi der ikke flyder af blod, uretfærdighed og ondskabsfulde omgivelser, så kan jeg absolut godt anbefale ”Det forkerte mord”.

”Det forkerte mord” er en krimi med et meget anderledes indhold og en stor fornøjelse at dykke ned i, i en tid, hvor man godt kan trænge til lidt af livets godhed. 4/6 Roser.

Romanen ”Læg verden bag jer” skrevet af Rumaan Alam er bestemt én af månedens bedste romaner. Amanda og Clay er taget på ferie til Long Island, i nydelsesfuld forventning om at lægge afstand til hverdagen i New York, kvalitetstid med deres to teenagebørn og en smagsprøve på det gode liv i den afsidesliggende luksusvilla de har lejet for en uges tid.

”Læg verden bag jer” står der i annoncen på det sommerhus som den lille familie bestående af Amanda, Clay og deres børn Archie og Rose skal holde en uges ferie i. En ferie der forandrer deres liv for altid. ”Læg verden bag jer” er langt tættere på sandheden end de kunne forestille sig.

”Læg verden bag jer” er velskrevet i et varieret sprog og med nogle interessante karakterer. Der er meget få karakterer i bogen, men dem der er mærker man tydeligt i hele historien.

Jeg er ret så imponeret over at det er lykkedes forfatteren at skrive som en teenagepige på 13 år, en kvinde på 60 og en dreng på 16 med så stor variation og indlevelse at læseren næsten tror, at forfatteren indeholder alle disse aldre og personligheder. 6/6 Roser.

”Sankt Michaels Sanatorium” er skrevet af Elsebeth Gundersen Jensen og er beskrevet som en roman, men er nok langt tættere på en psykologisk thriller. Den førtidspensionerede historielærer Solveig Sollenberg er i færd med at skrive en artikel om den gamle ruin Sankt Michaels Sanatorium, da hun forsvinder sporløst ved en drukneulykke på den vestjyske ø Fejrø.

Hendes niece, Katrine, tager kort tid efter Solveigs død ophold i hendes hjem på øen. Omdrejningspunktet i romanen om ”Sankt Michaels sanatorium” er den lille vestjyske ø Fejrø. På Fejrø lå for mange år siden Sanatoriet Sankt Michaels Sanatorium.

Sanatoriet brændte ned i 1892 og nu står kun ruinen tilbage. Den førtidspensionerede skolelærer Solveig Sollenberg er flyttet til Fejrø og hjælper sin nevø Laurits på lokalhistorisk museum. ”Sankt Michaels sanatorium” får bestemt mine varmeste anbefalinger med på vejen hvis du er til spænding, drama og det overnaturlige i fascinerende samklang med en smuk og overraskende historie. 5/6 Roser.

Månedens helt store overraskelse, som jeg slet ikke havde set komme, er krimien ”Opløst” skrevet i et usædvanligt samarbejde imellem Sara Blædel og Mads Peder Nordbo. Usædvanligt fordi Sara Blædel normalt siger pænt nej til at samarbejde med andre krimiforfattere.

“Opløst” er en nervepirrende krimi af hele Danmarks krimidronning, Sara Blædel, i samarbejde med krimiforfatter Mads Peder Nordbo. I “Opløst” følger vi beboerne i den lille by Tommerup på Fyn. Her er skolelæreren Charlotte, der er mor til to små børn og gift, på vej på arbejde, da hun forsvinder sporløst.

Mads Peder Nordbo kom med ideen til denne krimi. Man skal aldrig sige aldrig. Sara Blædel syntes at ideen var så god, at hun sagde ja til samarbejdet. Handlingen udspiller sig på Nordbos hjemegn på Fyn. Nordbo er fra Tommerup og det er her vi starter den grusomme handling.

Jeg kunne sagtens se, at der er stof i både forfatterne og de 2 hovedkarakterer til et fortsat samarbejde. ”Opløst” er spækket med spænding, gru, et fænomenalt plot og et usædvanligt blik ind i et lokalsamfund med store spændinger under overfladen.

Efter at have mødt de 2 forfattere til månedens fysiske bloggermøde er jeg da heller ikke i tvivl om, at vi nok skal se mere til de 2 forfatteres samarbejde. ”Opløst” kommer bestemt meget tæt på virkelighedens små lokalsamfund.

”Opløst” får mine varmeste anbefalinger med på vejen som én af de krimier man vil huske som én af sommerens store fængende udgivelse. 4/6 Roser.

Romanen ”Skyldneren” skrevet af Peter Christiansen. Det er vinter i Aarhus. Tågen omslutter byen og menneskene i den. Michael er syg og har kort tid tilbage. En sen nat bliver han overfaldet uden for et diskotek. Han slipper uskadt fra episoden, men hans redningsmand er ikke så heldig.

”Skyldneren” er Peter Kristiansen første roman og udspiller sig over 5 måneder i Aarhus. Historien lægger ud med en mand, der forlader Intensivafdelingen på et hospital. Manden har en sort sæk over skulderen og planlægger, at han vil møde en helt bestemt kvinde.

Han møder kvinden ved et lyskryds. ”Skyldneren” er en usædvanlig og spændende fortælling, der absolut ikke forsvinder i mængden. En bog der giver stof til eftertanke med filosofiske undertoner. ”Skyldneren” er en rigtig god debut, der bestemt får mine anbefalinger med på vejen, hvis du er til en roman i en anderledes genre. 3/6 Roser.

Månedens bedste krimi er helt klart ”Manden i tre dele” skrevet af Thomas Bagger som jeg var til månedens online bloggermøde med. På en forblæst bakke i Sønderjylland finder politiet liget af en nøgen mand. Den døde er dækket til med en presenning og beskyttet mod vilde dyr af en ultralyds-skræmmer.

Forvirringen er total, og det hjælper ikke ligefrem, da det viser sig, at manden døde tre dage tidligere og er blevet stjålet fra det lokale lighus. I ”Manden i tre dele” er handlingen henlagt til Sønderjylland med små afstikkere til en del af Østeuropa.

Historien starter flere år tidligere. En lille dreng vågner af et mareridt midt om natten. Han står op for at tisse, men hører mærkelige lyde udenfor forældrenes dør. Det han ser, gør et stort og uudsletteligt indtryk på den lille dreng.

Som en lille serviceoplysning, så kan jeg glæde læseren med, at Thomas Bagger allerede er i gang med endnu en krimi, med een af hovedkaraktererne i "Manden i tre dele" i hovedrollen. En oplysning, som jeg personligt blev meget begejstret for. 6/6 Roser.

Måneden sluttede med biografien ”Kamala Harris-Et Amerikansk liv” skrevet af Dan Morain. Jeg vil være helt ærlig og sige at jeg sjældent har været så længe om at læse en bog. I mit hoved var teksten meget rodet oversat. Sorry, men sådan er det.

Der er ikke meget, der er typisk ved Kamala Harris’ liv, men alligevel rummer hendes personlige historie alt det, der er bedst ved USA. Hun voksede op som ældste datter med en enlig mor, der emigrerede fra Indien som 19-årig og senere arbejdede som kræftforsker.

Den Amerikanske vicepræsident Kamala Harris har en interessant personlighed og baggrund. Derfor havde jeg set meget frem til at læse denne biografi som journalisten Dan Morain står bag. Bogen er bestemt fyldt med mange detaljer om Kamala Harris politiske virke og hendes vej til én af verdens mest magtfulde politiske poster. 3/6 Roser.

Det var alt det jeg nåede i juni og nu venter en spændende juli forude. Jeg vil gerne afslutte med månedens bedste nyhed: Jussi Adler-Olsens næste kapitel af Afdeling Q udkommer omkring november i år. Det er en nyhed som jeg har ventet med længsel på i de sidste 4 år, siden sidste udgivelse.

Rigtig god sommer herfra.

Krimiormen.



11 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page