JUNI 2020
Juni måned på bloggen blev ganske interessant. På trods af at vi endelig kunne afholde vores 4. og sidste barns konfirmation så nåede jeg alligevel at læse og anmelde 8 gode udgivelser. Så det har da været en ganske travl måned.
Månedens første anmeldelse blev ”Evighedens planet”, 4. bind af serien ”Rummets detektiver”. En ungdomsserie skrevet af brødrene Søren & Morten Ellemose. ”Evighedens planet” er, som titlen næsten antyder, science fiction for de unge mellem 12-18 år. Jeg giver bestemt mine varmeste anbefalinger til ”Evighedens planet” og serien rummets detektiver som helhed. 4 fine Roser gav jeg bogen.
Den næste anmeldelse er en krimithriller ”Herrens hus” 4. bind i serien Manus Albino skrevet af brødrene Søren & Morten Ellemose. De 2 forfatter- og forlagsbrødre har en eminent evne til at skrive nogle fantastiske page-turnere og de holder sig ikke til en enkelt genre. Serien Manus Albino har jeg været dybt imponeret over siden jeg læste det første bind ”Københavns brand”. Scenen sat for ”Herrens hus”. ”Herrens hus” er som de tidligere bind i serien Manus Albino fantastisk godt skruet sammen. Der er afsluttede historier, men samtidig er der også en del åbne slutninger som man må forvente bliver afsluttet i 5. og sidst bind ”Dannebrogs fald”. 5 Roser gav jeg bogen.
”Paria” er 1. bind i en krimi-serie skrevet af David Jackson. Dette bind udkom i 2016 på dansk med Kriminalassistent ved New Yorks politi Callum Doyle i hovedrollen. Lad mig sige med det samme, at ”Paria” er en voldsom, hæsblæsende, velkomponeret og skræmmende historie. En thriller der fastholder læseren og indeholder et twisted plot uden at være voldsomt indviklet. 4 Roser fik bogen.
”Mig-Mit livs historier” er en selvbiografi skrevet af Katharine Hepburn. Bogen udkom på dansk i 1991, så det er en bog der har temmelig mange år på bagen efterhånden. ”Mig-Mit livs historier” kan findes som brugt bog og kan lånes på biblioteket. For mit eget vedkommende fik jeg bogen forærende sammen med en masse andre bøger da en ven skulle tømme sin mors lejlighed. Katharine Hepburn skal man nok have en vis alder for at kende- eller eventuelt interessere sig for film af ældre dato. 3 fine Roser gav jeg erindringsbogen.
”Måske uskyldig” er en krimi skrevet af Alafair Burke og er hendes 2. udgivelse på Dansk. Jeg sammenligner bogen med Netflix-serien ”Suits". Jeg er meget begejstret for serien, så jeg så meget frem til at læse ”Måske uskyldig” og jeg blev bestemt ikke skuffet. ”Måske uskyldig” er en fantastisk krimi vævet af hemmeligheder, løgne og bedrag. Med et plot som overrasker og en fantastisk slutning, som man ikke lige havde forudset. Jeg giver ”Måske uskyldig” mine varmeste anbefalinger med hele 5 Roser.
”Alt det jeg aldrig fortalte dig” skrevet af Celeste Ng er en roman om familien Lee. Faderen James er født i USA af Kinesiske forældre. Hele sit liv har James følt at han lyste op alle steder hvor han kom. Han er anderledes og har haft det lidt svært med relationer. Wow siger jeg bare. Sådan skal det bare gøres. Jeg kan ikke andet end give ”Alt det jeg aldrig fortalte dig” 6 smukke roser. Denne smukke roman får absolut mine varmeste anbefalinger med på vejen. ”Alt det jeg aldrig fortalte dig” er en af den slags romaner som man bliver klogere af og som man ikke er helt færdig med når sidste side er læst. Bogen kan fås som e-bog, lydbog og fysisk bog.
”Steder tiden har glemt” er en spændingsroman skrevet af Thomas Kaarsted. ”Steder tiden har glemt” er forfatterens debut som spændingsforfatter og dermed en dejlig forfriskende nytænkning. Når man nu får en debutbog i hånden, så havde jeg som sådan, ingen forventninger til hvad jeg kunne se frem til. Jeg vil absolut give mine varmeste anbefalinger til den nytænkende, overraskende og spændende ”Steder tiden har glemt”. 4 Roser gav jeg bogen.
Allerede i morgen har jeg min næste anmeldelse klar, så på gensyn til En spændende juli måned.
Krimiormen
Yorumlar