"I DAG ER DU BASSE-MIN BROR"
True Crime Digte skrevet af Jette Bürgel Nielsen
ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Jette Bürgel Nielsen
Forlag: Forfatterskabet.dk
Udgivelse: 26. juni 2021
Sider: 107
Genre: True Crime Digte
Isbn: 9788793927414
Indbinding: Indbundet
Anmeldt: 4. juli 2021
Om bogen:
Mandag den 7. februar 1966 om eftermiddagen stiller en ung kvinde sin blå barnevogn fra sig i Odenses bymidte. To timer senere vrimler det med politi og presse. “Basse” er tilsyneladende blevet bortført fra sin barnevogn, og jagten går ind for at genfinde den lille dreng hurtigst muligt.
“I dag er du Basse – min bror” er en digtsamling om at forsøge at finde svar i en hidtil uopklaret sag. Om journalisten, der sætter spørgsmålstegn ved morens uskyld, men alligevel er det bedste bud på en samarbejdspartner, hvis “Basse-sagen” endelig skal opklares.
Om svimlende dilemmaer, dramatiske opdagelser og til tider morbid humor. Om at savne og forstå baglæns. Med denne digtsamling er det første gang i over 50 år, at et familiemedlem tager bladet fra munden.
“Jeg trøster mig med, at uden min indblanding i dit liv, så havde denne rørende og modige digtsamling aldrig set dagens lys.”Peer Kaae, journalist og forfatter.
Andre udgaver:
E-bog, PDF
Anmeldelse:
Digtsamlinger er normalt ikke noget jeg giver mig i kast med. Men denne digtsamling trak mig nærmest ind uden, at jeg selv ville det. Sagen om Basse gjorde et meget stort indtryk på min familie. Det må det have gjort. Fordi selvom jeg er født ½ år efter Basse forsvandt, så har jeg altid haft kendskab til det frygtelige mysterium om den lille dreng på 3 måneder, der forsvandt sporløst.
Eller måske netop fordi jeg var født på næsten samme tid. I hvert fald for min familie, satte det en skræk i livet så min mor aldrig, som i aldrig nogensinde lod et af sine med tiden 5 børn stå alene i en barnevogn. Jeg tænker at sagen om Basse satte en skræk i livet hos en hel generation af mødre.
Dette er en digtsamling skrevet af Basses halvsøster, der aldrig nåede at lære Basse at kende. Men hele den uopklarede sag om Basse har gjort et dybt og uudsletteligt indtryk på forfatteren. D. 7. februar 1966 forsvinder den 3 måneder gamle Basse sporløst. Basses mor får senere en ny familie.
Først meget sent går det op for Jette, hvem Basse var, hendes bror. Hun leder efter spor efter Basse. Spor som politiet har overset. Jette kigger i arkiver, søger om aktindsigt i journaler, tager en DNA-test i håb om, at Basse er derude et sted.
Det helt store dilemma er om man skal lede efter et forsvundet familiemedlem. Eller bare acceptere at han er væk. Jette bærer et dybt savn i sjælen, efter en bror, der i virkeligheden aldrig har været der. Forfatteren ønskede at Basse havde været en del af de store begivenheder, der mødte hende igennem hendes liv.
I 2010 fandt Hun ud af, at du er dig. Man får som læser et indblik i, hvad man gjorde tilbage i 1966, for at finde Basse. Hvilken konsekvens det havde for en ung kvinde på 23 år, at hendes barn forsvandt sporløst. Faktisk prægede det hendes liv i mange år fremover.
Citat:
”I dag er du læsning på
nettet og mig, der må vide
alt. Du er Danmarks Maddie
og ekspedienten fra
Lisa, der synes, mor er
for kold. Du er vrede, for
hvordan kan hun tillade
sig at mistro MIN mor?”
Basse fik aldrig et navn, blev aldrig døbt eller begravet. Jette lider og drømmer om at Basse lever et andet sted, ved en fremmed familie. Basses barnevogn står nu på et museum. ”I dag er du Basse-Min bror” er en meget stærk digtsamling, der ramte mig dybt i sjælen.
Som læser, rammes man af forfatterens dybe savn, efter en bror, der aldrig var der fysisk, men var et sted, hvor man ikke kunne nå ham. ”I dag er du Basse-Min bror” er velskrevet og med en nerve så man mærker forfatterens frustration og savn helt inde på kroppen.
Jeg blev virkelig ramt af ordene i digtene. De blev nærværende og på en måde meget smukke. Man sidder tilbage med et dybtfølt ønske om, at forfatteren finder sandheden en dag. Mine varmeste anbefalinger til ”I dag er du Basse-Min bror” hvis du vil røres, helt derinde hvor det har en betydning.
”I dag er du Basse-Min bror” er rørende, modig, tilgivende, tragisk og utrolig smuk.
Vurdering: 5/6 Roser.
Krimiormen.
Bogen kan købes her:
Besøg forlaget her:
Comments