top of page
Søg
krimiormen

"HJEMMELAVET JULESLIK"

Skrevet af Martin Wiese


"Hjemmelavet juleslik" skrevet af Martin Wiese

Forfatter: Martin Wiese

Forlag: Turbine forlaget

Udgivelse: 3. september 2021

Sider: 170

Format: hardback

Genre: Juleslik

ISBN: 9788740673104

Anmeldt: 22. december 2021

Jeg købte bogen til BogForum 2021 i Bella Centret. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Hjemmelavet juleslik indeholder alle de bedste opskrifter på de lækreste julegodter. Julen handler om kærlighed, om at give og at være sammen med de nærmeste. Og det er lige præcis det, der er formålet med Martin Wieses juleslik – at skabe den traditionsrige hygge, som julen handler om.

Julen er den tid på året, hvor vi især hygger om slikskålen, og juleslik findes i et væld af varianter – konfekt, lakrids, skum, de syrlige, de knasende, de sjove, de hårde, de salte og mange flere. Martin Wiese leverer 60 opskrifter og idéer til søde julefristelser på den hjemmegjorte måde.

Læseren får opskrifter på det klassiske slik, vi kender fra juleslikskålen, børnevenligt juleslik, voksent juleslik, juleslik, vi giver i mandelgave og ikke mindst det juleslik, som vi kan bruge til den fineste julepynt. Opskrifterne er delt op i sværhedsgrader, så alle kan være med.

Bogen indledes med en grundig guide til de vigtigste ingredienser og det udstyr, der er særligt godt at have, hvis man vil lave sit eget juleslik. Forfatteren giver i øvrigt en udførlig chokoladetempereringsguide, så hjemmebageren kan lykkes med at få en skinnende og blank chokolade.


Abrikosflæsk

Lige siden, at jeg flyttede hjemmefra, for rigtig mange år siden i midten af 1980`erne har jeg hvert eneste år til jul bagt småkager og lavet slik til familien juleaften. Det har ikke altid givet et professionelt resultat, indrømmet, men jeg har hygget mig med det.

Siden mine børn flyttede hjemmefra, har jeg fortsat traditionen, med større eller mindre held. Der findes næsten ikke noget bedre, end at kunne præsentere årets julegæster for slik og godter, som man selv har kreeret. Til dette års Bogforum i Bella Centret faldt jeg over Martin Wieses bog med inspiration til årets juleslik.

Jeg gav mig i kast med at lave én af min mands yndlingsspiser, når vi snakker om juleslik: Abrikosflæsk. Jeg er normalt ikke så vild med det bløde flæsk. Men smagen af abrikos i bogens opskrift på flæsk er helt fænomenal. Jeg er helt sikker på, at jeg vil benytte Martin Wieses bog om juleslik flittigt op til jul.

I ”Hjemmelavet juleslik” finder man blandt andet vejledning til hvilke redskaber, forfatteren anbefaler, opskrifter på Abrikosflæsk, Sure appelsinbånd, Blomme i madeira, Fyldte chokolader med bailey, Marcipangris med pistacie, Mintkarameller af guld, kreative fyldte chokolader og meget mere.

Er du mere til småkager så er der blandt andet opskrift på Jødekager, Marcipankiks med karamel og chokolade eller marengsjuletræer. Som du kan se, så er der masser af variation på de knap 170 sider i ”Hjemmelavet juleslik”.

Opskrifterne er enkle at gå til så tag familiens yngre personer med i køkkenet og gå i gang med at lave juleslik, det er der også hygge over. Til abrikosflæsket kogte jeg abrikoserne aftenen før jeg lavede resten. Det betyder, at man ikke skal vente ret længe inden massen er kølet nok af til at man kan blande husblas i.

Jeg havde ikke en form der passede i størrelsen, men brugte en folieform som jeg rettede til, så den nogenlunde passede i størrelsen. Abrikosflæsket har jeg lagt i en beholder i køleskabet og inden jeg serverer flæsket, så vender jeg det i lidt sukker, så det ikke er alt for fedtet.

Hvis man vender stykkerne i sukker inden de kommer på køl, så begynder de at væske. Haps så er juleflæsket klar til servering. Abrikosflæsket er rigtig nemt og har i ”Hjemmelavet juleslik” da også kun en enkelt nissehue, som Martin Wiese har brugt til at angive sværhedsgraden af opskrifterne med.

Skulle du overveje om man kan spise abrikosflæsket til læsningen af din yndlingskrimi, så kan jeg give den ekstra information at, det kan man sagtens. Skulle man synes, at flæsket er lidt for fedtet at røre ved, så kan jeg anbefale en lille kagegaffel.

Jeg kan bestemt kun give mine varmeste anbefalinger til ”Hjemmelavet juleslik” hvis du mangler inspiration og nemme opskrifter til julens lækre og søde indslag. I tilgift så er opskrifterne meget enkle at gå i gang med.

Vurdering: 5/6 Roser.

Krimiormen.

Du kan besøge forfatterens hjemmeside her:

Bogen kan købes her:

Du kan besøge forlaget her:


5/6 Roser

12 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Commenti


bottom of page