top of page
Søg
krimiormen

"HELVEDES PORT"

RØD HÆVN #2 skrevet af Nis Jakob


"Helvedes port" skrevet af Nis Jakob

Anmeldereksemplar

Forfatter: Nis Jakob

Forlag: Jakobs Press

Udgivelse: 27. august 2021

Sider: 400

Genre: Krimi-Thriller

Serie: Rød hævn #2 Mofibooriginal

Isbn: 9788793660274

Format: Paperback

Anmeldt: 27. august 2021

Jeg fik tilsendt bogen som en pdf-fil fra forfatteren. Anmeldelsen er udtryk for min egen vurdering af bogen og ikke påvirket heraf.


"Helvedes port" skrevet af Nis Jakob

Om bogen:

2. bind i Rød hævn-serien:

I 2. bind i Rød Hævn-serien, Helvedes Port er vi tilbage i det lille lokalsamfund på Lolland, hvor politikvinden Louise bor i byen Lille Kirkeby hos sin søster, der er præst. Romanen er Nis Jakobs 19. roman, siden han debuterede i 1999.

Helvedes Port er, ligesom bind 1, Dødens engle, skrevet som en Mofibo-original. Helvedes Port strøg direkte ind i toppen af bestsellerlisten, da bogen udkom på Mofibo i juli 2021, hvor læserne var begejstrede og gav den topkarakterer.

Serien er allerede solgt til udgivelse i Sverige på lydbogstjenesten Storytel. Romanen udkommer som papirbog den 27. august 2021. Krimiormen.dk giver fem stjerner og skriver: ”Page-turner i topklasse. Fantastisk velskrevet thriller, smækfyldt med dramatik, grufulde mord og psykopatiske Gerningsmænd.”

Lone Maj Knudsen fra Krimihjerte skriver: ”Fantastisk læseoplevelse. En krimi-serie, du ikke vil være foruden. Krimien har masser af uhygge og makabre mord. Hvis det kommer til at løbe dig koldt ned ad ryggen, så ved du, hvordan jeg havde det - selv i 30 graders varme. Det er en rigtig pageturner.” Fem hjerter fra krimihjerte.dk

Ulla Weishaupt fra Bogormen skriver: ”I 2020 kom Rød hævn - Dødens engel, en fantastisk velskrevet krimi, og nu er den fulgt op af Rød hævn 2 - Helvedes port, og jeg kan love ,der er ikke skruet ned for spændingen.” Fem hjerter fra bogrummet.dk

Kort om romanen :

Politibetjent Louise Andersen har forladt København efter en kuldsejlet drabssag, hvor efterforskningen kørte helt af sporet og næsten slog hende ihjel. Hendes ægteskab er gået i stykker og er endt i skilsmisse. Da Louises niece Stine, der lider af en begyndende spiseforstyrrelse, støder på liget af en mand hængende i et reb fra en gren på en øde markvej, krakelerer den idylliske stemning i Lille Kirkeby, hvor Louise bor hos sin søster, der er præst.

Louises ven Hans svæver ellers på en lyserød sky, fordi han er nyforelsket i Dagny, som han har indledt en affære med. Men nu bliver han nødt til at hjælpe Louise, der trues på livet. Både Hans og Louise har været vidner til tragedier og lidelser før, men intet kan måle sig med det, der nu udfolder sig.

HELVEDES PORT er anden del af Nis Jakobs bestseller-krimiserie, Rød hævn, med den pensionerede betjent Hans Schmidt og hans makker Louise Andersen, som er ansat ved Næstved Politi. De ønsker begge et fredeligt liv, men der er mere ondt på landet, end man skulle tro.


"Helvedes port" skrevet af Nis Jakob

”Helvedes port” er 2. del af Nis Jakobs nyeste serie med titlen ”Rød hævn”. I dette 2. bind lægger vi ud med at møde en mand der har undersøgt et hus der er til salg. Lidt af en rotterede, men perfekt til mandens formål. Da huset står tomt, så er det helt perfekt til det, han gerne vil bruge det til.

Det ligger i perfekt afstand til Lille Kirkeby, hvor et par af hans kommende ofre bor. Manden er spændt. Han har tidligere begået nogle hjemmerøverier og et par voldtægter, men aldrig mord. Men det føler han sig klar til nu. Han har store planer.

Hans første offer hedder Jens Olesen og er en tømrer på 27 år. Jens bor sammen med sin kæreste Helle. Helle er 23 år og gravid. Så er vi i gang med ”Helvedes port” i ordets bogstavelige forstand. Læseren kan godt forberede sig på nogle meget bestialske, uretfærdige og voldsomme begivenheder i dette 2. bind af serien ”Rød hævn”.

Politibetjenten Louise Andersen er blevet skilt fra sin mand Claus og bor nu hos sin søster, Præsten Anna i Lille Kirkeby præstegård. Anna er skilt fra sin mand Ole og datteren Stine bor hos Anna. Stine lider af en begyndende spiseforstyrrelse og det giver Anna mere end et gråt hår i hovedet.

Louise arbejder i Næstved, men har for det meste sin daglige gang på politistationen i Nykøbing Falster. Louise bliver kontaktet fra stationen da Jens Olesen er forsvundet. For Louise er det lidt pinligt at skulle opsøge Jens` kæreste Helle i forbindelse med forsvindingen, da Louise og Jens har haft en kortvarig affære.

Louise tager dog de professionelle briller på. Inden længe finder man Jens bestialsk myrdet. Nu begynder et veritabelt mareridt med flere uhyggelige dødsfald. Louise arbejder sammen med sin chef Peter Kamp om at undersøge dødsfaldene.

Uden at fortælle noget til Peter så laver Louise en aftale med sin gamle pensionerede makker Hans om, at Hans laver sin egen sideløbende efterforskning. En beslutning, som både Louise og Hans nok skulle have overvejet en ekstra gang.

”Helvedes port” er en fantastisk velskrevet thriller og er smækfyldt med dramatik, grufulde mord og psykopatiske gerningsmænd. Samtidig præsenteres læseren for nogle meget velbeskrevede karakterer som man føler at man kommer helt tæt på.

Hvis man tidligere har stiftet bekendtskab med Nis Jakobs serie om Wolf bliver man bestemt ikke snydt i Røde hævn-serien. Nis Jakobs nye serie lever fuldt op til Wolf-serien både hvad angår geniale plot-twist og hæsblæsende handling.

Kort sagt:

”Helvedes port” er en page-turner i topklasse. Lad mig sige det helt klart. ”Helvedes port” indbyder til endnu et bind i serien Rød hævn. Det vil næsten være en helligbrøde af forfatteren at stoppe serien her. ”Helvedes port” er forfatterens 22. udgivelse og man er ikke i tvivl om, at man her har en forfatter med mange års erfaring i at fastholde læseren fra første side og ikke give slip førend bogen er lukket igen.

”Helvedes port får mine varmeste anbefalinger med på vejen, hvis du er til grusomhed, spænding og en anderledes thriller.

Vurdering: 5/6 Roser.

Krimiormen.

Bogen kan købes her:


5/6 Roser

26 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page