top of page
Søg
krimiormen

"GLEMTE SJÆLE"

Max Heller #4 skrevet af Frank Goldammer


"Glemte sjæle" skrevet af Frank Goldammer

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Frank Goldammer

Originalt sprog: Tysk

Original titel: Vergessene Seelen

Oversætter: Marie Nielsen

Omslagsgrafiker: Simone Hollmann Pedersen

Forlag: Mellemgaard

Udgivelse: 23. marts 2021

Sider: 462

Genre: Krimiserie

Serie: Max Heller #4

ISBN: 9788772374444

Anmeldt: 5. maj 2021

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

En død dreng. En mur af tavshed. Et mareridt for Max Heller. Dresden 1948: En varm sommer tre år efter krigens slutning. Den store valutareform kaster det besatte og opdelte Efterkrigstyskland ud i en krise. Midt i det vanskelige genopbygningsarbejde får overkommissær Max Heller en sag om en 14-årig dreng, hvis dødsårsag ingenlunde er klar.

Var det en ulykke, et mord eller sågar selvmord? Under sin efterforskning møder Heller en mur af stilhed og konfronteres med sit helt eget personlige mareridt – som han længe havde troet var glemt. Uddrag af bogen:

Heller satte sig på hug, støttede sig på den ene hånd og hoppede ned i renden. Drengen havde mørkt hår og lå på ryggen, dog så den venstre del af ansigtet underlig fladtrykt ud, næsen var meget skæv. Han måtte have ligget på maven, før nogen havde vendt ham om.

Heller betragtede den skrækkelige dødsmaske, bøjede sig så ned og løftede op i drengens jakkeærme. Han var fuldstændig stiv. Han måtte have ligget der i mindst tolv timer, da varmen forsinkede dødsstivheden. ”Og man fandt ham først for omkring en time siden'

” Måske kunne en bedemand ordne drengen en smule, når stivheden havde forladt ham. I denne tilstand kunne man ikke vise ham til hans forældre. Såfremt han havde nogen. Heller knappede drengens jakke op og derefter skjorten.

Han ledte i kraven efter et indsyet navn eller en anden form for spor. Den uniformerede betjent så på sit ur. ”For cirka 40 minutter siden, ja. ”

Om forfatteren:

Frank Goldammer, født 1975 i Dresden, er uddannet malermester, men begyndte at skrive romaner, da han var i begyndelsen af tyverne. Hans foreløbig fem bøger om kriminalinspektør Max Heller har solgt mere end 150.000 eksemplarer alene i Tyskland.

ANMELDELSE:

”Glemte sjæle” er 4. del af Frank Goldammers serie om Max Heller. Jeg har tidligere læst ”Luftalarmsmorderen”. Serien består af følgende bind:

1. ”Tusind djævle”

2. ”Juni 53”

4. ”Glemte sjæle”.

I ”Luftalarmmorderen” var handlingen tilbage i de sidste frygtelige dage under 2. verdenskrig i Berlin. I ”Glemte sjæle” er handlingen sat til nogle dage i sommeren 1948. Egentlig er tilværelsen for Max Heller, hans kone Karin og deres 4-årige hjemmeboende datter Anni, ikke blevet bedre, end den var i de sidste dage af krigen.

Det er stadig en kamp at overleve og der er stadig soldater i gaderne. Nu er det bare Sovjetiske soldater i stedet for Nazister. Faktisk er nazisternes symboler bare blevet udskiftet med sovjetiske symboler. Selv farverne er de samme.

Heller og hans familie bor i den del af Berlin der er overtaget af Kommunisterne. For Heller som person er der overhovedet ingen forskel på Nazister og Kommunister. Max ønsker ikke at tage stilling og er hverken nazist eller kommunist.

Max Heller ønsker bare et værdigt liv for sig selv og sin familie. Hans vigtigste mission er at kunne få lov til at udføre sit arbejde som efterforsker uden skelen til folks politiske ståsted. Det er vanskelige tider at navigere rundt i.

Heller er presset fra flere kanter. Kvinderne i Østberlin er travlt optaget med at rydde op og fjerne ruinerne efter krigens bombardementer. Hellers søn Erwin studerer jura i vesten og sender ofte pakker med værdier som chokolade, cigaretter og vaskepulver. Hans søn Karl arbejder for Indenrigsministeriet i Østberlin.

Werner Oldenbusch er stadig Hellers næstkommanderende. Liget af en ung mand bliver fundet i en skakt. Kort efter finder man også en død 14-årig dreng. Begge dødsfald ligner uheld, men der bliver alligevel sat grundige undersøgelser i gang.

Inden længe går det op for Heller, at der er noget der ikke passer med de 2 dødsfald. Drengen er helt tydeligt blevet slået igennem længere tid. Hans krop er mærket af nye tegn på mishandling og samtidig lidt ældre mærker.

Heller og Oldenbusch har en yderst vanskelig efterforskning foran sig. Drengens familie har helt klart hemmeligheder og værger sig ved, at fortælle Heller sandheden. Lektoren, pedellen, eleverne og lærerne på drengens skole har helt klart også deres egne hemmeligheder.

Modstanden stopper ikke der. Langt oppe i det politiske system ønsker man også, at Heller følger deres instruktioner og Heller får indtrykket af, at der er mange, der ikke ønsker en opklaring af forbrydelsen. Det er meget imod Hellers moral, der byder ham, at finde frem til sandheden.

”Glemte sjæle” er en fantastisk velskrevet krimi, der giver et historisk retvisende billede af, hvordan livet formede sig i de første efterkrigsår, på den anden side af jerntæppet. ”Glemte sjæle” viser en del af historien, som jeg ikke vidste meget om, inden jeg læste ”Glemte sjæle”.

Max Heller er en karakter fyldt med moral og hjertet på rette sted. Samtidig har Heller sine egne sår på sjælen. Vi får et glimt af nogle af de mareridt der plager Heller med tråde helt tilbage til 1920`erne. Disse begivenheder, har som sådan, ingen forbindelse til historien, men begivenhederne har stor indflydelse på Heller som person.

”Glemte sjæle” får mine varmeste anbefalinger med på vejen, hvis du er til en krimi med meget stærke personligheder og smækfyldt med spænding. Serien om Max Heller er absolut en krimi i en helt særlig liga, som man kun sjældent møder.

Vurdering: 5/6 Roser.

Krimiormen.

Bogen kan købes her:

Besøg forlaget her:


5/6 Roser

24 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page