"GLADIATOR"
Oxen #5 skrevet af jens Henrik Jensen
Anmeldereksemplar
Forfatter: Jens Henrik Jensen
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelse: 1. september 2021
Sider: 464
Genre: Krimi-serie
Serie: Oxen #5
Isbn: 9788740066968
Format: Indbundet
Anmeldt: 1. september 2021
Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget. Anmeldelsen er udtryk for min egen vurdering af bogen og ikke påvirket heraf.
Om bogen:
Gladiator er femte bog i serien Oxen skrevet af den danske forfatter Jens Henrik Jensen. Serien følger den tidligere jægersoldat Niels Oxen, og omfatter bøgerne De hængte hunde, De mørke mænd, De frosne flammer, Lupus og Gladiator.
Modstræbende er den tidligere jægersoldat Niels Oxen begyndt i behandling for den PTSD, der har martret ham i mange år. En kvindelig militærpsykolog vækker hans tillid – og måske andre næsten glemte følelser i ham. Oxen indvilliger, da hun foreslår ham at være leder og mentor for en gruppe PTSD-ramte veteraner på en overlevelsestur til en afsidesliggende shelterplads.
En gammel kending venter på Oxen, da han kommer hjem: Mossman fra PET. Han er modvilligt gået på pension, men er sendt i byen for at bede Oxen hjælpe PET i en sprængfarlig sag: Et antal krigsveteraner er blevet likvideret flere steder i landet, og der er brug for Oxens kompetencer som erfaren soldat og som skarpsindig efterforsker.
Da Oxen går ind i den mystiske sag, genforenes han med sin gamle makker og ven Margrethe Franck fra PET, og de to forsøger sammen at forbinde ofrene og rede den omfattende sags mange tråde ud. Midt i efterforskningen mister Margrethe Franck pludselig forbindelsen til Oxen.
Han er tilsyneladende forsvundet fra jordens overflade, og hun indleder en desperat eftersøgning af Oxen, mens han for sin del kæmper en kamp på liv og død blandt tilsyneladende ukendte fjender, der ikke regner menneskeliv for noget.
Gladiator er en nervepirrende krimi om ufattelig grusomhed og om fortidens synder – og gode gerninger. Jens Henrik Jensen hører til i eliten af danske krimiforfattere, og mange trofaste læsere vil glæde sig over endnu en fantastisk Oxen fortælling.
Indrømmet. Jeg har set masser af reklamer for Oxen-serien og har også haft lyst til at læse serien, men havde endnu ikke fundet tid, da Oxen #5 pludselig dumpede ned foran min dør. Jeg er virkelig gået glip af en virkelig god oplevelse, når det kommer til krimi-genren.
”Gladiator” er absolut én af de bedste krimier, jeg har læst i lang tid. Det skulle undre mig meget, hvis det ikke bliver månedens krimi i september på min blog. Samtidig så kan jeg garantere for, at man ikke nødvendigvis behøver kende serien om Oxen i forvejen, for at få det fulde udbytte af ”Gladiator”.
”Gladiator” indeholder alt det en god krimi skal. Hovedemnet er taget fra virkelighedens verden. Krigsveteraner, særligt de veteraner der er kommet tilbage til Danmark med diagnosen PTSD i bagagen. De findes derude og de mennesker er vigtige.
I tilgift så har forfatteren givet dem et uhyggeligt twist. Nemlig gladiatorkampe. En gladiator var, langt tilbage i tiden, en professionel kriger, der sloges mod andre gladiatorer, vilde dyr og slaver. Gladiatorkampene blev ofte kæmpet til døden for underholdningens skyld.
Kampene fandt sted i store arenaer over hele Romerriget som Colosseum i Rom. Mange gladiatorer var kriminelle eller slaver, der blev købt af handelsagenter for at slås og dø i kamp. Gladiatorerne havde ikke noget valg, når det gjaldt deres egen skæbne.
Nogle meldte sig frivilligt for at sikre familien det daglige brød, selv om de vidste, at det kunne koste dem livet. Den gladiator, der i dag huskes bedst, er Spartacus, der i 73 f.Kr anstiftede et slaveoprør. Så ved man ligesom hvad ”Gladiator” handler om i sin grundessens.
Man fornemmer helt sikket at ”Gladiator” er konstrueret af en forfatter, der ved hvordan man skruer en rigtig page-turner sammen. Sproget er flydende og handlingen flyder naturligt. Visse af lokationerne i bogen findes i virkeligheden, hvilket giver handlingen et troværdigt flow.
Niels Oxen er bogens hovedperson. Oxen er tidligere jægersoldat og dekoreret med Danmarks højeste militære æresbevisning, Tapperhedskorset. Modig og tapper, det er lige præcis hvad Oxen er. Bare vent og se. Oxen er blevet mentor for en gruppe krigsveteraner der lider af PTSD.
En anden gruppe, der minder om Oxens bliver skudt af en snigskytte, en såkaldt Sniper. Oxen siger ja til at assisterer sin gamle makker og én af hans bedste venner, efterforskeren Margrethe Franck med opklaringen. Margrethe mangler det halve af sit ene ben.
Nu må de 2 venner forsøge at opklare mysteriet om drabene. Opklaringen får store konsekvenser for Oxen. Oxen og Franck er et meget usædvanligt makkerpar. Men de 2 efterforskere de engagerer til at hjælpe med mysteriet, er mindst lige så usædvanlige.
Tidligere bind i serien om Oxen er følgende:
1. De hængte hunde (2012)
2. De mørke mænd (2014)
3. De frosne flammer (2014) samt
4. Lupus (2018).
De første 3 bind er en trilogi og jeg vil tro at de hænger lidt sammen, da de også kaldes for Danehof-trilogien. ”Gladiator” er forfatterens 13. udgivelse i alt. ”Gladiator” får mine varmeste anbefalinger med på vejen som en krimi fyldt med spændende og anderledes karakterer, spænding, ufattelig grusomhed, fortidens synder, drama, mord, gode gerninger og interessante plot-twist.
Vurdering: 6/6 Roser.
Krimiormen.
Bogen kan købes her:
Besøg forlaget her:
Comments