top of page
Søg

"EN SERIEMORDER ER LØS"

  • krimiormen
  • 10. dec. 2020
  • 3 min læsning

KRIMI SKREVET AF BJARNE HATTING


"En seriemorder er løs" skrevet af Bjarne Hatting

ANMELDEREKSEMPLAR


Forfatter: Bjarne Hatting


Forlag: Forlaget mellemgaard


Udgivelse: 11. september 2020


Sider: 226


Format: Paperback


Genre: Krimi


ISBN: 9788772189512


Anmeldt: 10. december 2020


Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.


Om bogen:


Dette er fortællingen om et større antal kvinder, der forsvinder sporløst i Danmark over en årrække. Politiet er på bar bund. Der er ingen vidner til de mange bortførelser. Hele befolkningen hjælper politiet. Landet bliver undersøgt af frivillige.


Hjemmeværnet, hundeejere og andre. Søer og åer bliver undersøgt af dykkere. Efter års eftersøgning finder en dygtig politimand et spor, der viser sig at føre til bortføreren.


Uddrag af bogen:


Da hun smed skoddet på jorden, og trådte på det, var han cirka 30 meter fra hende. Han løb så lydløst han kunne hen mod hende. Hun fornemmede, at han kom. Da han holdt kluden med kloroform mod hendes ansigt, var hun forberedt.


Han skreg af smerte da hun stak sin spejderdolk ind i låret på ham. Hun havde stødt så hårdt, at dolken blev siddende i hans lår. Hugo lukkede øjnene og trak dolken ud. Det gjorde vanvittigt ondt. Han var rasende. Han knaldede sin knyttede næve ind i hendes ansigt, så hun faldt omkuld.


Det blødte meget fra hans lår. Nu kunne han se, at der blev tændt lys i en af hytterne. Han løb tilbage til bilen.


Om forfatteren:


Bjarne Hatting har en lang række romaner bag sig. Han spænder vidt i sit emnevalg. ”Jeg skriver den historie, der banker på og vil ind i mit hoved,” siger han.


Forfatter Bjarne Hatting (Forlaget mellemgaard)

Anmeldelse:


” En seriemorder er løs” er Bjarne Hattings 13. udgivelse. Bjarne Hatting ynder at skrive romaner om kontroversielle emner og gerne emner der er tabubelagt. Bjarne Hatting spænder vidt i sit forfatterskab. Denne gang er det historien om en seriemorder, der formår at bortføre et uhyggeligt stort antal unge kvinder, inden nogen nærmest lidt tilfældigt falder over gerningsmanden.


Efter bortførelserne er der ingen spor og ingen vidner. Som tiden går, er der ufatteligt mange mennesker der leder efter pigerne. Men ikke et eneste lig dukker op. Politiet formoder at pigerne er døde men igennem årevis finder man intet der indikerer hvad der er sket med pigerne.


Bortføreren opererer vidt forskellige steder og ikke 2 af pigerne er fra samme by. Derfor formoder politiet at gerningsmanden er en person der rejser rundt i hele landet. Piger forsvinder i Jylland og på Sjælland, men uden et specifikt mønster.


Efterhånden er der ufatteligt mange mennesker der er ramt af bortførelserne. Pigernes familier og omgangskredse lider alle af en dyb sorg over, ikke at vide hvad der er sket med pigerne. Uvisheden er næsten det værste. Efter nogle år begynder disse mennesker at mødes med jævne mellemrum for at tale med hinanden om deres pårørende forsvundne kvinder.


Danmarks 12 politikredse er alle berørt af bortførelserne. De indleder et vist samarbejde om opklaringen, men intet giver en løsning på mysterierne om de forsvundne kvinder.


Journalist Henrik Toft fra BT arbejder normalt med bandekriminalitet. Men ved en tilfældighed bliver han involveret i at dække bortførelserne. Han bliver mere og mere besat af at finde ud af hvad der er sket. Henrik kan ikke rigtigt lade sagerne helt ligge, selvom han har sit normale stofområde imellem bortførelserne.


Da han i mange år har dækket bandekriminalitet, har han med tiden fået en del kontakter indenfor politiet. Igennem disse kontakter får han oplysninger om bortførelserne og kan derfor følge med i hvordan det går med efterforskningen.


Eller rettere ikke går. Der er ikke rigtigt noget mønster imellem bortførelserne. De foregår ganske vist efter samme mønster, men det er meget forskelligt hvor lang tid der går imellem. I perioder går der 5-6 måneder imellem og andre gange går der lidt over et år.


Kriminalassistent Knud Melander fra Hillerød politi har mange års erfaring og en veludviklet intuition. Knud og Henrik indleder en slags samarbejde. De er begge vanvittigt dygtige indenfor hvert deres felt og indleder også et nært venskab.


Selve historien i ”En morder går løs” er vanvittigt godt fundet på. Om Bjarne Hatting er blevet inspireret fra virkelige hændelser, er jeg ikke klar over. Men det er for det meste hændelser fra virkeligheden, der inspirerer Bjarne Hatting til de bøger han skriver.


Jeg så et interview med Bjarne Hatting, der godt nok er lavet for 9 år siden, hvor han kommer ind på hvad han bliver inspireret af. I interviewet lægger han netop vægt på, at det er hændelser fra den virkelige verden der inspirerer ham eller giver ham ideen til hans bøger.


Selvom det er nogle år siden, mon så alligevel ikke at det stadig er der, inspirationen kommer fra. Jeg kunne godt have ønsket lidt flere detaljer eller lidt mere tilbundsgående uddybning i historien. Men velskrevet det er ”En seriemorder er løs” helt bestemt.


”En seriemorder er løs” får bestemt mine anbefalinger med på vejen som en grufuld, spændende og hurtigt læst krimi.


Vurdering: 3/6 Roser.

Krimiormen.


Bogen kan købes her:


Besøg forlaget her:


3/6 Roser


 
 
 

Comments


modtag besked om nye Blogindlæg fra Krimiormen

© 2019 by The Book Lover. Proudly created with Wix.com

bottom of page