top of page
Søg
krimiormen

"DØDEN I APRIL"

Armand Gamache #3 skrevet af Louise Penny


"Døden i april" skrevet af Louise Penny

ANMELDEREKSEMPLAR


Forfatter: Louise Penny


Forlag: Hr. Ferdinand/Politikens Forlag


Udgivelse: 19. maj 2020


Sider: 448


Format: Hæftet


Genre: Kriminalroman


ISBN-13: 9788740061468


Anmeldt: 19. maj 2020


Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.


Om bogen:


Det er påske i Three Pines, og indbyggerne går i kirke, mødes til påskehygge og går på æggejagt. Men en lille gruppe venner beslutter sig for at bruge fridagene på at holde en okkult seance for at fordrive ånderne fra Old Hadley House, som de er overbevist om er besat.


Men mens det står på dør en af deltagerne – tilsyneladende af skræk. Eller er det mord? Inspektør Gamache undersøger sagen, og det viser sig hurtigt at noget andet og langt mere ondskabsfuldt har påvirket den lille venneflok.


Anmeldelse:


”Døden i april” er 3. bind i Louise Pennys fortryllende serie om den lille soveby Three Pines og efterforskeren Armand Gamache og hans lille opklaringshold. Indrømmet, jeg er blevet meget begejstret for Armand Gamache efter at have læst de første 3 bind i serien.


Jeg føler mig bestemt overbevist om at den kære Armand Gamache er inkarneringen af Agatha Christies Hercule Poirot i nutidigt format. ”Døden i april” lever bestemt op til de første 2. bind i serien.


1. bind hedder ”Mørkt motiv” og 2. bind ”Nådestødet”. Det vil klart være en fordel at læse de 2 første bind, men bestemt ikke en nødvendighed for at følge handlingen i ”Døden i april”. Man har selvfølgelig lidt baggrundsviden om karaktererne, når man kender Louise Pennys serie om Three Pines i forvejen.


Det er påske i Three Pines og det meste af byen gemmer fine dekorerede træ æg rundt omkring i den lille by. Alle hygger sig gevaldigt. Three Pines ligger med udsigt over Quebec og et par timers kørsel fra Montreal. Der bliver arrangeret en seance ledet af en af turisterne spåkonen Jeanne Chauvet.


8 personer er til stede ved seancen, hvor de døde skal kontaktes på den lokale bistro. Seancen er meget fredelig og bagefter aftaler deltagerne at de vil gentage seancen i huset på toppen … Det såkaldte Hadley-hus, som langt de fleste i Three Pines frygter.

Det hus der har indeholdt så mange onde ting. Én af deltagerne i seancen bliver skræmt til døde. Det bliver som vanligt Armand Gamache og hans næstkommanderende Jean-Guy Beauvoir der tager til den lille by for at opklare mysteriet.


Gamache spotter hurtigt at der er tale om et yderst menneskeligt mord der intet har med onde ånder at gøre. Samtidig med opklaringen af mordet står Armand Gamache i en stor personlig arbejdsmæssig krise hvor han ikke kan være sikker på hvem han kan stole på.


For år tilbage var Gamache involveret i Arnot-sagen, som fik Gamache ud i et voldsomt stormvejr, da Gamache gik imod ledelsen. Den sag spøger stadig og ligger som en mørk sky over Gamache. Den eneste måde Gamache kan komme ud af stormen på, ser ud til at være, hvis han tækker sig fra sin stilling.


Arnot var én af Gamaches kollegaer der stod bag en del mord. Gamache føler nu at fjenden kommer nærmere. Hele sagen begynder at få konsekvenser for Gamaches familie. Dette tvinger Gamache til at handle. Samtidig har han en mordefterforskning, der er ved at gå i hårdknude.


”Døden i april” er simpelthen et mesterværk indenfor krimigenren…intet mindre. Man flyver nærmest igennem de lidt mere end 400 sider. Som man kommer frem i historien, drages man ind i Louise Pennys spændende univers.


Jeg var meget begejstret for de første 2 bind. Jeg er ikke mindre begejstret for ”Døden i april” faktisk glæder jeg mig helt utroligt meget til at læse 4. bind og glæder mig samtidig over at, Louise Penny har skrevet hele 15 bind på originalsproget som jeg næsten ikke kan vente med at få læst oversættelserne af.


”Døden i april” indeholder jalousidramaer, dybt venskab med mange ansigter, fortidens spøgelser, stor ensomhed og et fantastisk plot der er eminent skruet sammen til en fantastisk historie. Jeg er fan. Sådan skal en kriminalroman-serie skrues sammen.


Vurdering: 6 fortryllende Roser


Krimiormen


Besøg forlaget her:



Bogen kan købes her både som fysisk bog, e-bog og lydbog:


6/6 Roser

5 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page