top of page
Søg
krimiormen

"DEN NITTENDE Ø"

Task Force 14 #2 Krimiserie skrevet af Thomas Bagger.


"Den nittende ø" skrevet af Thomas Bagger

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfatter: Thomas Bagger

Forlag: Politikens Forlag

Udgivelse: 1. april 2022

Sider: 384

Format: Paperback

Genre: Kimi-serie

Serie: Task Force 14 #2

ISBN: 9788740078664

Anmeldt: 18. april 2022

Bogen er et anmeldereksemplar, som jeg har modtaget fra forlaget. Anmeldelsen er et udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Aarhusianske Thomas Bagger bragede igennem i 2017 med krimien Den permanente, der nåede ud til mere end 40.000 lyttere på Mofibo. I 2021 udkom han på Politikens Forlag med krimi- thrilleren Manden i tre dele, der blev indstillet til Krimimessens Publikums- pris og høstede flotte anmeldelser.

I Den nittende ø – der er andet bind i serien om den excentriske efterforsker Lucas Stage – finder en spektakulær hændelse sted i en lille bygd på Færøerne. Sammen med kriminaltekniker Sidsel Jensen bliver Lucas som special- agent i Task Force 14 sendt op for at hjælpe det lokale politi.

I en kirke er fire præster i fuldt ornat blevet fundet døde i en pøl af deres eget blod og med hver sin kniv knuget mellem hænderne. Umiddelbart ligner det et rituelt kollektivt selvmord, men noget tyder på, at en femte person har opholdt sig i kirken.

Både Lucas og Sidsel er på godt og ondt fremmedelementer i det lille lokalsamfund, og mens tiden arbejder mod de to danske efterforskere, vikles de langsomt ind i et mørkt, brutalt og blodstænket net af fortielser og religiøse fanatikere, der kun går på knæ for Gud. .


"manden i tre dele" #1 bind i serien

ANMELDELSE:

”Den nittende ø” er 2. del af forfatterens serie med den meget usædvanlige efterforsker Lucas Stage i hovedrollen. Serien har som sådan ikke en egentlig titel, hvilket har forvirret mig en del, men jeg har valgt at kalde serie for Task Force 14, da det er navnet på den enhed som Lucas Stage bliver udsendt for.

Denne serie af krimier er nok noget af det mest usædvanlige jeg nogensinde er stødt på. Glem alt om, hvem der er heltene og skurkene i historien. Ingenting er helt så sort og hvidt i Thomas Baggers univers. I bund og grund er det vel et faktum der ligger tæt på virkeligheden.

Det er vel de færreste mennesker der kun er gode eller onde, på den vis kommer krimierne vel ret så tæt på virkelighedens verden. Det faktum er eminent spottet af forfatterens krøllede hjerne. Ingenting er kun sort eller kun hvidt, det afhænger af øjnene der ser.

I ”Den nittende ø” er handlingen henlagt til Færøerne og det færøske folk. Et ensomt og forblæst øsamfund præget af en stærk befolkning. Færøerne er en gruppe på 18 øer af vulkansk oprindelse i den nordlige del af Atlanterhavet mellem Storbritannien, Island og Norge.

Den første bosættelse på øerne fandt sted, da irske munke omkring år 625 slog sig ned og levede som eneboere på øerne. De gav sandsynligvis øerne deres navn. Færøerne er en selvstyrende del af det Danske rigsfællesskab.

Tilbage til den aktuelle krimi. Vi møder Hjalti Kjølbro, gift med Sara og far til en søn. De bor i en lille bygd på Færøerne med kun 100 indbyggere. De er på vej i seng da de ser, at der er lys i kirken. Hjalti har nøgle til kirken og vil undersøge, hvorfor lyset er tændt.

Der møder Hjalti det mest forfærdelige syn, som han aldrig vil glemme. Kriminalteknikeren Sidsel Jensen slår op med sin kæreste Simon, som hun nærmest flygter fra. Sidsels baggrund er meget usædvanlig og på trods af sine omkring 40 år, så har Sidsel aldrig været gift og har ingen børn.

Det skal snart vise sig, at hun har en forbindelse med Hjalti og Færøerne. Faktisk er hun født under et andet navn på Færøerne og rejste til Danmark, sammen med sin mor som 13-årig. Sammen med Lucas Stage bliver Sidsel sendt til Færøerne for at efterforske mordene på 4, måske 5 af øernes præster.

De 2 fremmede efterforskere har meget svært ved at finde sig til rette iblandt de religiøse, stærke og brutale Færinger. ”Den nittende ø” er absolut en krimi i en helt særlig klasse. Præcis som 1. del af serien:

Læseren bliver præsenteret for nogle karakterer, helt ud over det sædvanlige. Thomas Bagger har en helt særlig evne for eT fuldstændig fantastisk plottwist og en drejning af historien, der formår at chokere, overraske og fastholde læseren i yderste spænding til sidste side.

Jeg ser allerede nu frem til endnu et bind i forfatterens sindssygt spændende forfatterskab. ”Den nittende ø” er absolut en pageturner i en helt usædvanlig klasse, der får mine varmeste anbefalinger med på vejen, hvis du er til en krimi, der overrasker, chokerer og tryllebinder læseren, lige til det sidste.

Vurdering: 6/6 Roser.

Krimiormen.

Bogen kan købes her:



6/6 Roser

47 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page