top of page
Søg
krimiormen

"DE DØDE DANSER IKKE"

Crime Noir skrevet af Søren & Morten Ellemose


"De døde danser ikke" skrevet af Søren & Morten Ellemose

ANMELDEREKSEMPLAR

Forfattere: Søren & Morten Ellemose

Forlag: Forfatterskabet.dk

Udgivelse: 9. oktober 2021

Sider: 242

Format: Hæftet

Genre: Noir-Crime

ISBN: 9788794159128

Anmeldt: 25. april 2022

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.

Om bogen:

Nattens åndedrag rammer mig. Ikke som det forårsfriske pust af liv og klarhed, men som et klæbrigt, livsopgivende støn fra rygerlungernes sidste hiv. Det er en af de nætter, hvor kun mørket lever. De døde danser ikke er historien om den desillusionerede privatdetektiv Johnny Moonrock.

I nogle hæsblæsende og skæbnesvangre døgn banker fortiden på døren, mens ondskaben danser til tonerne af tabte drømme og knuste hjerter.

Om forfatterne

Tvillingerne Søren og Morten Ellemose (f. 1972) har tilsammen skrevet 40 bøger. De døde danser ikke er deres hyldest til crime noir.


ANMELDELSE

Denne krimi hører ind under genren Crime-noir. Noir-fiktion er en undergruppe af kriminalitetsfiktion. I denne undergruppe er ret og forkert ikke klart defineret, mens hovedpersonerne alvorligt og ofte er tragisk mangelfulde.

Det er måske den enkle forklaring på, hvorfor jeg for første gang ikke er specielt begejstret for de 2 tvillingebrødre Ellemoses forfatterskab i denne krimi. Historien er smækfyldt med filosofi og henvisninger til sangtekster iblandet et krimidrama.

Personligt er jeg nok meget mere til traditionelle krimier, hvor teksten er noget mere lige ud af landevejen, om man så må sige. Jeg har fuld respekt for forfatternes forfatterskab og de læsere, der er meget mere inde i denne genre, end jeg er.

Jeg må bare indrømme, at brødrenes tidligere forfatterskab er meget mere i ”min” genre. Skrivestilen fejler som sådan intet, den er helt som den skal være. ”De døde danser ikke” er bare en tand for dyster og usammenhængende for min smag.

Med ”De døde danser ikke” så har brødrene serveret en krimi, for de læsere der er meget mere inde i denne dystre genre. Jeg skulle rigtig mange sider ind i historien inden jeg fangede historiens handling. Hovedpersonen er privatdetektiven Johnny Moonrock, der lever i en evig depression over hans afdøde eks-kone.

Det er filosofisk, dystert og mørkt. Johnny bliver hentet ind til afhøring og hans tanker flimrer imellem hans forklaringer og fortiden. Et af citaterne fra Johnny Moonrock er noteret forrest i bogen, lyder som følger og beskriver egentlig meget godt skrivestilen i bogen:

”They say killing is nothing like in the movies. How should i know? I am not an actor!”

Johnny Moonrock.

Bogen indledes med at Johnny er indkaldt til afhøring og bliver bedt om, at fortælle om sin tur rundt i byens barer om aftenen. På sin vej rundt i byen møder Johnny en kvinde i en guldkjole, som viser sig at være en kvinde, der kalder sig Lulu Pearls, men egentlig viser sig at være en mand ved navn Lance Footlong.

Johnny spørger efter Amanda. På sin vej rundt i byen, møder Johnny rigtig mange mennesker, men ikke ret mange, kan hjælpe ham i hans søgning efter hverken kvinden eller hans afdøde ekskone. Ekskonen fylder rigtig meget i Johnnys tanker og fantasi.

Anklager Jack Thornton kommer ind i afhøringsrummet og smider betjentene Orson og Walther ud af rummet. Han mener at han kan hjælpe Johnny ud af kniben. Men hvem kan Johnny stole på? Nok mest sig selv og ikke ret mange andre.

”De døde danser ikke” er bestemt en historie med mange facetter og fyldt med drama og fik mig egentlig til at tænke på en gammel film med en detektiv, der mest af alt kun har sig selv at stole på. Johnny er lidt en ”Lone ranger” i stil med en traditionel westernfilm med den gamle skuespiller John Wayne i hovedrollen.

Johnny Moonrock må så grueligt meget igennem, inden han løser sin opgave og kommer ud af politistationen igen. Hvis du er til en gammel traditionel westernfilm, så vil ”De døde danser ikke”, bestemt være litteratur, med masser af dramatik som jeg kun kan anbefale til dig, der er til den slags.

Vurdering: 3/6 Roser.

Krimiormen.

Bogen kan købes her:

Bogen findes som lydbog her:


3/6 Roser

15 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page