"ARONS SAGA 1"
DEN ULTIMATIVE SKANNER SKREVET OG INDTALT AF KRISTIAN RASMUSSEN
ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Kristian Rasmussen
Forlag: Drops For The Dosed
Udgivelse: 2020
Format: Lydbog
Tid: 54 videoer, 8 timer 36 minutter
Genre: Fremtidskrimi
Anmeldt: 13. januar 2021
Jeg fik adgang til bogen via et link fra forfatteren. Anmeldelsen er udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.
Om Bogen:
”Arons saga 1”: 2074, det internationale samfund er kollapset og Danmark er disintegreret til disparate enklaver. Politimanden Aron skal finde Den Ultimative Skanner, et stykke ulovligt farmaceutisk teknologi fra Israel der vil ødelægge Danmark økonomisk og socialt.
Kommende bøger
Seks bind er planlagt i alt, hvoraf de tre første er skrevet. Bog to og tre vil blive indtalt og udgivet snarest.
Anmeldelse:
"Arons saga 1” med undertitlen ”Den ultimative skanner” er skrevet og indtalt som lydbog af forfatteren Kristian Rasmussen. Det har taget mig lidt tid at høre bogen. ”Arons saga” er meget anderledes og en bog i et nytænkende format.
Bogen findes kun som lydbog og de næste 2 bind i serien er skrevet og ved at blive indtalt. Man kan følge forfatteren på hans Facebookside og høre hans bog på blandt andet Spotify og YouTube. Personligt er det første gang jeg har mødt en forfatter og hans værker på denne måde.
Kristian Rasmussens Facebookside:
Men spændende og nytænkende det er det bestemt. ”Arons saga 1” er vel det man kan kalde en fremtidskrimi. Vi befinder os i Danmark i 2074. Det er et land langt fra det vi kender i dag og med nogle karakterer der heller ikke ligner det vi kender.
Det er helt sikkert udfordrende og kræver at man indstiller sin vanetænkning til noget helt nyt. Javist karaktererne er mennesker og det forfatteren kalder Zombier er egentlig bare det jeg vil kalde for en slags ”undermennesker” der ikke bliver regnet for ret meget i de velhavendes øjne.
”Arons saga 1” er indtalt med et soundtrack i baggrunden, som en væsentlig del af historien skrevet af Peter Leth. Soundtracket er skrevet for at give en unik lytteoplevelse til Arons univers. Peter Leth har som musiker bl.a. har været trommeslager for ”Junior Senior”.
Danmark består af enklaver med hegn omkring. Det Danske demokrati eksisterer ikke længere. Visse byer eksisterer heller ikke længere mens andre byer er enklaver for bestemte befolkningsgrupper. Vores hovedperson Aron Mikkelsen er cyklende efterforsker ved Københavns politi.
Klitmøller er hermetisk lukket, Østjylland er arbejdslejr, Dragør er enklave for de mere velhavende pensionister. Hellerup er en folkepark. Nørrebro i København har sin egen præsident. Nørretranders eksisterer ikke længere, men på toppen af en bakke ligger det offentlige hospital Nørretranders minde.
Medicinalvirksomheden DanPharma ejer det meste af Danmark. Anarkisterne kæmper mod politiet. Det er bare nogle af de ting man oplever i denne første del af Arons saga. Arons chef, mentor og ven Tommy fortæller Aron om den ultimative skanner.
Et stykke ulovligt farmaceutisk teknologi. Der kan blive redningen for Danmarks fattigste eller splitte landet ad, endegyldigt. Skanneren kan lave en fuld skanning af hele kroppen. En skanner der består af 2 dele. Den ene del fylder et helt rum, den anden del er på størrelse med en hånd.
Efterforskningen sender Aron igennem det meste af Danmark. De fleste af bi-karaktererne i ”Arons saga 1” lover forfatteren at man kommer til at høre meget mere om i de senere bind. ”Arons saga 1” er fyldt med spænding, kamphandlinger og nytænkende teknologi.
Man skal ikke forvente at man kan nøjes med at høre dette ene bind. Jeg har godt nok kun læst 1. bind, men forventer at historien fortsætter i de næste bind af sagaen. Sagt på en anden måde. Man får ikke serveret en afslutning af Arons søgen og må derfor forvente at historien fortsætter i bind 2.
Men vanvittigt godt konstrueret, det er ”Arons saga 1” helt bestemt.
Vurdering: 4/6 Roser.
Krimiormen.
Comments