"EXIT"
Hauge #4 skrevet af Palle Schmidt
ANMELDEREKSEMPLAR
Forfatter: Palle Schmidt
Forlag: Forlaget Avanti
Udgivelse: 1. februar 2022
Sider: 401
Format: Hardback
Genre: Krimi-serie
Serie: Hauge #4
ISBN: 9788793737341
Anmeldt: 17. marts 2022
Bogen er et anmeldereksemplar, som jeg har modtaget fra forfatteren. Anmeldelsen er et udtryk for min egen mening om bogen og ikke påvirket heraf.
Om bogen:
Den fjerde bog om Hauge er en vaskeægte gangsterkrimi En lastbil forsvinder syd for grænsen, og hash for millioner er væk. Rockerpræsidenten Kian og den nyligt løsladte krigsminister, der går under navnet Bageren, er sikre på, at de ved, hvem der står bag, men Hauge er ikke så sikker.
Som prøvemedlem og præsidentens højre hånd bliver Hauge sat på opgaven at finde gerningsmændene og bringe dem for broderskabets egen interne domstol. Udsat for pres fra klubben og jaget af politiet må Hauge kæmpe med skjulte fjender og sin egen samvittighed.
Forfatter Palle Schmidt har skabt en hårdkogt krimi, der foregår dybt inde i det danske rockermiljø. En gennemresearchet spændingsroman, der sender kærlige tanker til The Godfather og Gomorra. Normalt er detektiven i især danske krimier en fordrukken politimand med rod i familielivet eller en ung kvindelig journalist, der opklarer forbrydelser.
I Palle Schmidts bøger er det forbryderen, der er i centrum. Hauge er en sammensat personlighed; på den ene side en kuldslået bølle og samtidig en mand med en stærk retfærdighedssans og skarp intelligens. EXIT er den fjerde roman om den voldsdømte Hauge.
Bøgerne kan læses selvstændigt.
Om forfatteren:
Palle Schmidt er kendt for sine graphic novels og ungdomsromaner i thriller- og krimigenren. Han er uddannet på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje og debuterede som krimiforfatter med romanen Fanden på væggen i 2016.
ANMELDELSE:
Krimien ”Exit” er 4. bind i forfatterens serie om den voldsdømte Hauge. Hauge er ufrivilligt blevet presset ind i en rockerbande. I dette bind bliver Hauge presset til at finde en gerningsmand, så han kan blive bragt for broderskabets egen interne domstol.
Hauge er nu prøvemedlem og præsidentens højre hånd. Hauge er i en position hvor der ikke er nogen nem vej ud. Dette er som sagt 4. bind i serien. På trods af, at ”Exit” er en del af en serie, så kan bøgerne sagtens læses uafhængigt af hinanden.
Ikke desto mindre, så vil man nok få mest ud af at læse hele serien. Dette 4. bind føles som kulminationen på Hauges lange rejse igennem en kriminel bandes interne kampe. Vores hovedperson Hauge er en meget usædvanlig hovedkarakter.
Han er helten som har en noget broget kriminel fortid, men på samme tid, så har Hauge hjertet på rette sted og en meget stærk samvittighed. I ”Exit” og hele serien med Hauge i hovedrollen generelt, så har vi en hovedperson der har fingrene helt inde i det kriminelle miljø som han færdes hjemmevant i.
”Exit” er vanvittig velkomponeret med et veldrejet plot. Samtidig så fornemmer jeg, at ”Exit” er kulminationen på hele serien om Hauge. Hele serien er en absolut nytænkende, interessant og anderledes krimi. Titlerne i serien er som følger:
1. De efterladte.
3. Blod ved daggry samt dette foreløbigt sidste bind
4. Exit.
I ”Exit” indledes historien med, at vi møder Hauge i en bus på vej til Spanien. Hauge er på vej for at dræbe en mand for den rockerklub, som han ufrivilligt er blevet involveret i. Hauge føler sig ikke særlig godt tilpas i rollen, men han kan ikke se en udvej.
Herfra føres læseren 3 uger tilbage i tiden, hvor Hauge blev stoppet i sin bil og måtte tilbringe natten i detentionen. Han bliver hentet af den trofaste Marcello med eskorte af nogle trofaste soldater. Ved Langebro holder Marcello ind til siden, så Hauge kan smide sine sko og mobil i vandet.
Det sker i tilfælde af, at politiet har fyldt disse effekter med mikrofoner eller lignende. Rockerpræsidenten Kian vil mødes med Hauge. Kian hvidvasker penge som byggematador sammen med entreprenøren og ejendomsinvestoren Andreas Wessel kaldet W.
Kian forlanger at Hauge skal hente Bageren, når han bliver løsladt, senere på dagen. Det er en opgave som Hauge ikke er meget for. Hauge og Bageren har ikke et særlig godt forhold til hinanden. Hauge er voldsomt utryg ved Bageren, men som alle de andre opgaver han bliver sendt ud i af Præsidenten, så er der ingen vej udenom.
”Exit” er bestemt realistisk. Uden at jeg ved det, så kunne jeg sagtens forestille mig, at ”Exit” er tæt på virkelighedens rockermiljø. Hele serien om Hauge forekommer mig realistisk og muligvis tæt på sandheden. ”Exit” er smækfyldt med drama, kampscener og en stærk fornemmelse for at gøre det rette i forhold til en ren samvittighed.
Hovedpersonen Hauge står konstant overfor valg der enten karambolerer med hans samvittighed eller hans overlevelse i Rockermiljøet. ”Exit” får mine varmeste anbefalinger med på vejen, hvis du vil stikke hovedet ind i en hvepserede i en helt anderledes klasse.
Vurdering: 5/6 Roser.
Krimiormen.
Bogen kan købes her:
ความคิดเห็น